Finanshus: Detaljer om Novozymes' vækstforventninger vil være i fokus

Novozymes har selv fortalt, at væksten ventes at være i bedring i løbet af andet halvår, og derfor bliver det den indledende lakmusprøve forud for begyndelsen på strategiperioden, der løber fra 2020 til 2022, skriver finanshuset Jefferies om Novozymes i en analyse.
AF RITZAU FINANS

Flere detaljer om vækstforventningerne og klarere salgsmålsætninger for produktlanceringer er nogle er de ting, som finanshuset Jefferies vil holde øje med, når Novozymes præsenterer sin nye strategiplan på kapitalmarkedsdagen mandag.

"Vi forventer flere detaljer om de relative forventninger på tværs af divisionerne og for de mere modne forretningsområder, og at rationaliseringen af porteføljen vil fokusere mod hurtigtvoksende markeder," skriver Jefferies i en analyse.

Ifølge finanshuset vil investorerne fremover have blikket rettet mod den organiske vækst og i første omgang, hvorvidt salgsvæksten viser tegn på bedring i andet halvår af 2019.

Novozymes har selv fortalt, at væksten ventes at være i bedring i løbet af andet halvår, og derfor bliver det den indledende lakmusprøve forud for begyndelsen på strategiperioden, der løber fra 2020 til 2022. Det kan blandt andet give investorerne et indblik i styrken af enzymkoncernens nye innovationsportefølje, skriver Jefferies.

"Vi tror, at Novozymes er nødt til at levere to til tre kvartaler med en årlig organisk salgsvækst på over 5 pct. i 2019-2020 for at undgå, at konsensus skifter til et basisscenarie om, at væksten er sekulært udfordret," fremgår det af analysen.

"Med respekt for vækstalgoritmen på længere sigt tror vi, at investorer søger en bekræftelse på, at væksten kan blive drevet af innovation i stedet for et skift i markedstendenserne inden for eksempelvis detergent- og bioethanolindustrien," skriver finanshuset.

Novozymes sigter nu efter at kunne fremvise en årlig organisk salgsvækst på 5 pct. eller mere i perioden 2020-2022. Det første år af strategiperioden vil dog formentligt blive negativt påvirket af porteføljeændringer, skriver selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

Novozymes fastsætter også et nyt mål for bundlinjen, og senest i 2022 venter selskabet at kunne vise en overskudsgrad på 28 pct. eller mere samt et afkast af den investerede kapital inklusive goodwill på 23 pct. eller derover.

Jefferies fremhæver også i analysen, at Novozymes i strategiplanen fortæller, at selskabet går efter at udbetale et udbytte på 50 pct. af nettoresultatet de kommende år mod de nuværende 44 pct.

Enzymkoncernen forventer fortsat, at 2019 vil byde på en organisk salgsvækst i niveauet 1-3 pct. For 2019 venter Novozymes også fortsat at kunne fremvise en overskudsgrad på 28-29 pct. og 26-27 pct., når udskudte indtægter og engangsposter fraregnes.

Novozymes præsenterer sin opdaterede strategi på en kapitalmarkedsdag, der begynder mandag klokken 13.00.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter