Britiske Marshall Wace ser ud til at øjne et kursfald i Novozymes-aktien. Hedgefonden har i hvert fald optaget en short-position på 0,5 pct. af den samlede aktiekapital i selskabet, fremgår det af en indberetning til Finanstilsynet.
At gå kort i en aktie er at spekulere i et kursfald. Det sker ved, at der lånes en portion aktier i et selskab, hvorefter de sælges i håb om at kunne generhverves til en lavere pris senere.
I så fald kan de returneres til den oprindelige ejer, mens differencen - fraregnet gebyrer og eventuel kurtage - scores som gevinst.
Short-positioner skal indberettes til Finanstilsynet, når de når 0,2 pct. af et selskabs aktiekapital, og tilsynet offentliggør dem, når de kommer over 0,5 pct.
Marshall Wace har også optaget en shortposition i NKT på 0,51 pct., fremgår det af en anden indberetning. Begge er registreret og offentliggjort 9. maj.
Novozymes-aktien stiger torsdag eftermiddag 0,8 pct. til 320,05 kr., mens NKT-aktien sendes ned med 3,2 pct. til 123,10 kr.