Voldsom fremgang i fynsk frugtkoncern

Frugtkoncernen Orskov Food, der omsætter for et større trecifret millionbeløb, har lagt en del af problemerne i Chile bag sig og kan i 2017/18-regnskabet se både top- og bundlinje stryge tilbage til rekordniveauer.
Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO/ARKIV
Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO/ARKIV

Det er efterhånden lang tid siden, at den våde og kolde 2017-sommer stjal overskrifter, men ikke desto mindre er det netop vejret den sommer, der har haft stor betydning for det regnskab, som den fynske frugtvirksomhed Orskov Foods for nyligt har aflagt.

Heri fremgår det, at omsætningen er vokset med hele 70 mio. kr., og dermed er koncernen med direktør og ejer Carlos Ragone i front tilbage på niveauet fra tidligere år.

Af regnskabet fremgår det videre, at bruttofortjenesten, som det også var tilfældet med omsætningen, var den højeste siden det rekordstore 2013/14-regnskab, hvor man så en omsætning på 444 mio. kr. og en bruttofortjeneste på 57,3 mio. kr.

Årets bundlinje på 9,9 mio. kr. var den bedste siden 2011/12-regnskabet, og ifølge direktør Carlos Ragone har fremgangen flere årsager.

"Vi er kommet tilbage på sporet, efter at vi tidligere havde nogle sten på vejen særligt i vores chilenske virksomhed. Det er der kommet bedre gang i igen, og det kan man se på både top og bund," siger han til FødevareWatch og tilføjer:

"Og så har det været et år, hvor priserne på alle de afgrøder, som vi handler med, har været bedre end året før."

Chilenske udfordringer aftager

De seneste to år har Orskov Foods haft store problemer i sin chilenske forretning, som blev etableret i 2012. Her forarbejder man bær ind i en simpel proces, hvorefter de fryses for at blive solgt videre til fødevareindustrien på begge sider af Atlanterhavet, men en strid med en chilensk partner kostede i 2015/16-regnskabet millionstore nedskrivninger og i 2016/17 manglede varerne og dermed omsætningen i selskabet.

"Vi havde en konflikt med en tidligere partner, og det slår igennem i tallene," siger Carlos Ragones og tilføjer:

"Vi har stadig nogle juridiske diskussioner med vores tidligere partner derovre, men firmaet er på sporet. De gamle problemer er der stadig, men der kommer ikke nye til."

Ejerlederen regner ikke med, at problemerne og situationen i Chile vil påvirke selskabets drift i fremtiden.

Det endelige resultat på 9,9 mio. kr. "ligger inden for det forventede", og det er for en stor dels vedkommende påvirket af, at frugtpriserne i slutningen af 2017 og frem til regnskabsperiodens afslutning 30. juni har været gode.

Orskov Foods, der har hovedsæde i Oure på Sydøstfyn, har en tredjedel af sit salg i dansk detail, hvor forbrugerne i høj grad finder Orskov-frugter i afdelingen for frisk frugt. Derudover er to tredjedele af forretning bundet op på salg af industrifrugt til bagerier, mejerier og fødevareindustrien generelt, hvor produkterne bliver anvendt i alt fra marmelade og juicer til videreforpakning til europæiske detailkæder og catering.

Gået som spået

I virksomheden, der har rødder helt tilbage fra 1938, kører meget som det plejer for de omkring 60 medarbejdere, og udover de chilenske udfordringer, er der ikke meget at berette.

"Vi forbedrer konstant forretningen, optimerer og laver små forandringer, men der er ikke noget revolutionerende i gang," siger Carlos Ragone, der allerede sidste år ramte meget godt plet, da han i forbindelse med 2016/17-regnskabet forventede, at man i 2017/18 ville kunne komme tilbage over 400 mio. kr. og levere et bedret resultat.

Det skyldes blandt andet, at udbuddet af æbler i 2017/18 kom under pres, efter at der i foråret 2017 kom tidlig frost og at sommeren i Nordeuropa senere viste sig fra en særdeles kold side.

Store frugtmængder presser priserne

Som spået fik det en positiv effekt i kolonnerne, og modsat kigger Carlos Ragone nu ind i et 2018/19-regnskabsår, hvor en særdeles stor og frugtvenlig 2018-sommer har affødt masser af frugt i alle salgskanaler.

"Kigger vi generelt på priserne, så er de desværre dårligere end tilfældet var sidste sæson," siger han og tilføjer:

"Det kan sagtens ændre sig i løbet af året, men vi kan konstatere, at aktivitetsniveauet er højt, vi arbejder og sælger godt, men samtidig vi sælger til lavere priser end vi gjorde sidste år. Det er endnu lidt uvist, om vi kommer igennem året på samme niveau eller lidt under sidste år."

Af regnskabet fremgår det, at det er forventningen, at man i det kommende år opnår en omsætning på omkring 450 mio. kr. og ved aflæggelsen af sidste regnskab forventede man, at resultatet næste år vil lande i niveauet 15-20 mio. kr.

Egenkapitalen er i regnskabsåret blevet polstret med næsten 20 mio. kr. og samlet udgjorde den ved udgangen af juni 66,4 mio. kr.

Mosteri oplever bedste æblesæson i ti år

Fynsk frugtkæmpe mærket af sydamerikanske udfordringer

Chilensk slagsmål koster millioner i dansk frugtfirma

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter