Just Eat: Om få år kan udbringning af morgenmad udgøre 10 pct af vores forretning

Den store udbringningstjeneste er i sensommeren begyndt at levere morgenmad fra forskellige bagerier drysset ud over København. De hidtidige erfaringer viser et stort potentiale, lyder det fra Just Eats direktør.
Foto: PR.
Foto: PR.

I august indledte Just Eat et samarbejde med 20 bagerier i København. Fra august til udgangen af september var væksten på 40 pct., og den ser ud til at fortsætte.

Det fortæller Just Eats adm. direktør siden 2015, Carsten Boldt, til FødevareWatch. Carsten Boldt fortæller, at fremgangen rummer mere end blot de direkte bestillinger tilknyttet bagerierne.

Det giver ham troen på, at morgenmadslevering rummer et stort potentiale for selskabet.

"Det vil ikke overraske mig, at det kunne gå hen og blive 10 pct. af forretningen, men jeg tror ikke, at det bliver større end det. Den gennemsnitlige bestilling er selvfølgelig lavere om morgenen. Den vokser sig lidt større til frokost og er meget større omkring aftensmåltidet. Men et potentiale på 10 pct. i en stor forretning er også absolut et tal," siger han og uddyber:

"Morgenmadstiltaget har den positive sideeffekt, at det giver os adgang til nogle flere kunder. Vi får nye kunder ind, der begynder at bestille fra nogle af de andre restauranter, vi har samarbejde med, på andre tidspunkter af døgnet. Morgenmadssalget hjælper altså vores frokost og middagssalg."

Det er inden for en periode på omkring halvandet år, at han forventer, at omsætningen kan kravle op omkring 10 pct. af totalforretningen i Danmark.

Har givet det et forsøg tidligere

Det er ikke første gang, at Just Eat kaster sig over morgenmadssegmentet. For cirka seks år siden satte selskabet et andet testskib i markedet, men dengang sank skuden.

"Det var ikke rigtigt attraktivt, fordi folk på det tidspunkt mest var interesseret i at bestille et par rundstykker ad gangen. Det var ikke farbart sammenlagt med vores leveringspris. Der ikke nogen, der vil betale mellem 25 og 40 kr. for at få leveret rundstykker for 25 kr.," siger han.

I dag har Just Eat derfor allieret sig med bagere fra den højere ende af kvalitets- og prisskalaen som eksempelvis Reinh Van Hauen, hvilket hjælper med at hente kunder til. I tillæg er Just Eat blevet bedre til at holde leveringsprisen nede.

"Vi er blevet bedre og mere effektive til at drive vores leveringsforretning, så vi har været i stand til at få bedre styr på kostpriser. Vi har også mere volumen igennem i dag som kan sikre, at leveringspriserne ikke bliver for høje," lyder det.

Carsten Boldt fortæller videre, at folk samtidig bruger flere penge på hvert enkelt køb, mens erhvervslivet også har udvist uventet stor interesse for bagerisamarbejdet.

"Folk bestiller mere per kunde. Vi kan desuden se, at der er mange virksomheder, som også bruger ordningen til at bestille eksempelvis eftermiddagskage til medarbejdere eller morgenmad på arbejdet. Det havde vi ikke forudset," siger han.

Klart på leveringsudvidelser

Just Eat er indstillet på at udvide tiltaget til andre dele af landet, men først skal morgenmadssatset have lov til at sætte sig yderligere i hovedstaden.

"Vi samarbejder som sagt med lidt over 20 bagerier nu, og vi arbejder på yderligere 60 i København, så vi kommer op på cirka 80 tilknyttede bagerier. Når vi er færdige med det, kigger vi videre ud i landet derfra – startende med de største byer Aarhus, Aalborg og Odense," siger han.

Hvilke bagere er der tale om, er det f.eks. en kæde som Lagkagehuset?

"Jeg kan ikke komme med navne, men det er nogle i den høje ende, men også enkeltstående bagerier og ikke kun kæder," svarer han.

Det er Carsten Boldts vurdering, at Just Eat vil være parat til levering i Odense, Aalborg og Aarhus fra begyndelsen af næste år, hvis alt flasker sig, som han håber.

Coops topchef vil tage kampen op med Just Eat, Netflix og Norwegian

Hungry gør klar til at sælge ud: Fire iværksættere angreb deres eget livsværk

Jesper Buch og Just Eat-stiftere klar til at sælge ny madkomet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også