40 mio kr skal fremme gastronomisk superliga

Regeringen afsætter 10 mio. kr. om året de næste fire år til gastronomi. Det kan skabe flere arbejdspladser.
Foto: POLFOTO
Foto: POLFOTO
AF RITZAU

Danske kokke kan se frem til at få en bid af kagen, når næste års finanslov skal fastlægges.

Regeringen afsætter nemlig 40 mio. kr. i sit udspil til finansloven, som skal fremme dansk gastronomi.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Over en periode på fire år skal pengene gå til en række initiativer, der skal sikre Danmarks position som et globalt centrum for gastronomi, lyder det.

Heriblandt er etablering af et gastronomiakademi til at udvikle nye kokketalenter.

Hvis Danmark kan bibeholde sin plads på det gastronomiske verdenskort, kan det have økonomiske fordele, lyder det fra miljø-og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

"Det er lykkedes at skabe os en identitet som et land i den gastronomiske superliga," siger han.

"Gastronomien kan være med til at skabe arbejdspladser i Danmark igennem både turisme- og fødevareerhvervet. Det er en udvikling, som kommer alle danskere til gode," siger Jakob Ellemann-Jensen.

Danmark har i alt 26 restauranter, der kan prale med den eftertragtede Michelinstjerne.

Med tre af slagsen er københavnske Geranium den mest stjernespækkede restaurant.

Håbet er, at flere lignende restauranter kan fungere som et trækplaster for turister, der i forvejen fremhæver Danmark som et gastronomisk rejsemål.

Det mener erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

"Så en styrkelse af dansk gastronomi er noget, der i dén grad også vil være med til at styrke Danmark som turistdestination i forhold til de knap 10 procent af turisterne, der har finere gastronomi som deres primære motivation for at vælge feriemål," siger han.

Ud over at sætte kulinariske oplevelser på menuen vil regeringen stille skarpt på udfordringer med sundhed, madspild og bæredygtig fødevareproduktion.

Her er deltagerne på fødevarernes folkemøde

Michelin-stjernernes konge er død

Minister på eksportfremstød: Michelin-succes giver omtale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også