FødevareWatch

Danske Slagtermestre stævner Margrethe Vestager for inhabilitet

Brancheorganisationen Danske Slagtermestre har stævnet den danske konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager, for inhabilitet i sag om spildevandsafgift. De store danske slagterier tilgodeses på bekostning af de mindre, hedder det.

Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Danske Slagtermestre, der er en del af FødevareDanmark, stævnede onsdag EU-Kommissionen og den danske konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager, for inhabilitet i sag om spildevandsafgift, som tilgodeser store danske slagterier på bekostning af de mindre.

Baggrunden er ifølge en meddelelse, "EU-Kommissionens afgørelse – og i særdeleshed Margrethe Vestagers rolle – i sagen om spildevandsafgiften," der er en sag som tog sin begyndelse tilbage i 2013.

Dengang var Margrethe Vestager del af den siddende SR-regering, som fremlagde en vækstplan for erhvervslivet, der bl.a. indeholdt en lettelse på spildevandsafgiften for større virksomheder. Store slagterier med et årligt vandforbrug på over 20.000 kubikmeter ville fremover en rabat på 60 pct., og det har været med til at skævvride konkurrencen, mener organisationen.              

Organisationen har siden klaget til EU-Kommissionen, som har afvist at forfølge sagen yderligere, og da det var en afgørelse, som blev underskrevet af Margrethe Vestager, stilles der nu spørgsmålstegn ved hendes habilitet.

"Jeg må sige, at jeg finder det højst besynderligt, at Margrethe Vestager står som underskriver af en afgørelse i en sag om en lovgivning, som hun selv i sin tid som minister var en stærk drivkraft bag," udtaler Leif Wilson Laustsen, formand for Danske Slagtermestre, i meddelelsen.

Stor forskel

En anden væsentlig årsag til stævningen er, at EU-Kommissionen ifølge Danske Slagtermestre har valgt at træffe en afgørelse udelukkende på baggrund af dialog med den danske stat og Kammeradvokaten.

Danske Slagtermestre er ifølge eget udsagn ikke blevet hørt eller har haft mulighed for at kommentere de præmisser, som afgørelsen lægger til grund. Det vækker undren og frustration.

"Afgørelsen viser med al tydelighed, at der er sket en krænkelse af det helt grundlæggende princip, som gør sig gældende i god forvaltning, nemlig retten til at blive hørt. Den bygger på noget helt andet end det, som har været drøftet under det ellers lange sagsforløb," udtaler Torsten Buhl, der er adm. direktør i organisationen.

Ifølge organisationen har forskelsbehandlingen i relation til spildevandsafgiften givet de store producenter en rabat på 55 pct. pr. slagtet gris, mens de mellemstore slagterier får en rabat på 10 pct., og de små får 3 pct.

Danish Crown klar til at øge kreaturslagtningen

Franske slagtere angrebet af kødfrie forkæmpere

Beyond Meat åbner ny fabrik i USA

Mere fra FødevareWatch

Maltdirektør efter værste år i årtier: "Det er meget ubehageligt"

Udfordringerne har aldrig været større i Sophus Fuglsang Export-Maltfabriks over hundredårige lange virke, som i det seneste år. Det nye regnskab viser største dyk på bundlinjen i topchefens hukommelse. Virksomheden er dog godt polstret, forsikrer han, men han frygter den usikkerhed, som energikrisen lige nu medfører.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier