Danmark skal hjælpe Indien med at øge fødevaresikkerheden

Mejeriudvikling, fødevaresikkerhed og kvægavl er tre fokuspunkter, der indgår i to nye aftaler, som Danmark har indgået med Indien.
Foto: ABB
Foto: ABB

Det er især den indiske mælkeproduktion, der kan regne med en dansk, hjælpende hånd fremadrettet.

Danmark har netop indgået to aftaler med landet i den sydlige del af Asien. Fokus bliver blandt andet at sælge Indien genetisk materiale og fødevareproduktionsudstyr, fremgår det af en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Det er første gang i otte år, at Fødevarestyrelsen i Danmark og de indiske myndigheder indleder et samarbejde på landbrugs- og fødevareområdet. Papirerne blev underskrevet i Stockholm tirsdag med Statsminister Lars Løkke Rasmussen og den indiske premiereminister Modi til stede, fremgår det.

"Vi håber, at vi kan bidrage til at udvikle den indiske mælkeproduktion – for eksempel ved at sælge genetisk materiale og fødevareproduktionsudstyr. Derfor har vi indgået et samarbejde med det indiske landbrugsministerium, der skal fokusere på, hvordan danske kompetencer på mejeriområdet kan sættes i spil i Indien," udtaler miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), i meddelelsen.

I 2016 eksporterede den danske fødevareklynge for 234 mio. kr. til Indien.

"Indien er verdens største mælkeproducent, men deres køer giver langt mindre mælk pr. ko end i Danmark. Det gør dem til et interessant marked for Danmark, for hvis der er noget, vi er gode til, så er det at skabe en effektiv mælkeproduktion," siger miljø- og fødevareministeren.

Kigger på fødevaresikkerheden

Ministeren oplyser endvidere, at aftalerne indebærer, at Danmark hjælper den indiske pendant til Fødevarestyrelsen med, hvordan Indien øger fødevaresikkerheden i landet.

"At sikre, at folk ikke bliver syge af det mad, de spiser, bliver kun vigtigere for de indiske myndigheder. Vi har en enorm viden om fødevaresikkerhed, som vi kan viderebringe, og håbet er, at denne investering fra vores side på sigt kan trække både danske produkter og fødevareproduktionsudstyr med sig i slipstrømmen", lyder det fra Esben Lunde Larsen i meddelelsen.

Aftalerne er blevet indgået efter miljø- og fødevareministerens deltagelse i World Food India i november sidste år.

Danske fødevarevirksomheder vil have bid af indisk vækst

Tuborg stormer frem og er nu Indiens næststørste mærke

Eksportfremstød: Asiaterne skal spise mere dansk  

Indisk minister jagter danske virksomheder med lyst til at gå ind nye milliardmarkeder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også