Trump vil måske alligevel med i frihandelsaftalen TPP

Trump trak USA ud af frihandelsforhandlinger i Stillehavsområdet, da han blev præsident. Måske fortryder han.
Foto: Carolyn Kaster
Foto: Carolyn Kaster
AF RITZAU/AP

USA's præsident, Donald Trump, vil måske alligevel gerne med i den store frihandelsaftale for Stillehavslandene, TPP.

Trump trak ellers USA ud af forhandlingerne om aftalen, kort efter at han blev præsident. Men nu har han bedt sine handelsforhandlere om at undersøge, om USA kan genoptage forhandlinger med landene i TPP.

Oplysningerne kommer fra kongrespolitikere fra landbrugsstater, som torsdag har været til møde med Trump.

De siger efter mødet, at præsidenten har fortalt, at han har givet handelsminister Robert Lighthizer og præsidentens nye økonomiske rådgiver, Larry Kudlow, besked på at undersøge, om det er muligt at slutte sig til forhandlingerne igen.

Hvis USA er med i TPP, vil det åbne flere oversøiske markeder for amerikanske landmænd.

I marts underskrev 11 lande en noget slankere udgave af den TPP-aftale, der lå på bordet, da Trump blev præsident.

Aftalen blev underskrevet i Chile. Og foruden værtslandet er Australien, Brunei, Canada, Japan, Malaysia, Mexico, New Zealand, Peru, Singapore og Vietnam med.

Samlet set er det et marked på 500 millioner mennesker.

Pat Roberts, senator fra Kansas og formand for Senatets landbrugsudvalg, siger, at han er "meget imponeret over", at Trump har givet Lighthizer og Kudlow opgaven med at undersøge, om vi kan se på TPP endnu engang.

"Og det ville bestemt være gode nyheder for hele landbrugssektoren."

I øjeblikket frygter mange landmænd i Midtvesten, at de og deres sojabønner bliver fanget midt i en handelskrig mellem USA og Kina.

Kina truer med at lægge importtold på sojabønner og andre amerikanske landbrugsvarer til gengæld for Trumps toldafgifter på blandt andet stål og aluminium.

Mange landmænd stemte på Trump ved valget i 2016.

Kina melder sig parat til handelskrig med USA uanset prisen

Trump angriber Amazon

Amerikansk landbrug kan blive hårdt ramt af handelskrigen med Kina

Canadas kødindustri klapper i hænderne over ny frihandelsaftale

Store bøffer er kommet i vejen for europæisk-latinameriansk frihandelsaftale

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også