EU forbyder forskel på madkvalitet i øst og vest

Efter pres fra Østlandene forbyder EU-Kommissionen nu, at der må være forskel på kvaliteten af fødevarer i Øst- og Vesteuropa.

BRUXELLES

Når man køber en Mars-bar i Prag, skal man kunne være sikker på, at der er lige så meget kakao i chokoladen, som hvis man køber den i København.

Det understreger EU-Kommissionen nu efter pres fra EU's østlige medlemslande, der ikke længere vil finde sig i, at fødevareproducenter sender varer på markedet af lavere kvalitet end dem, der sendes ud i Vesteuropa.

"Vi vil nu styrke kampen mod dobbeltfødevarekvalitet. Vi har derfor ændret direktivet om urimelig handelspraksis, for at få det sort på hvidt, at dobbelt fødevarekvalitet er forbudt. Det vil give de nationale myndigheder det redskab, de har bedt om, så denne praksis kan afsluttes," lød det således i går ifølge EU-mediet Euractiv fra EU’s tjekkiske forbrugerkommissær, Vĕra Jourová til en flok journalister.

Ingen andenrangsborgere

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker sagde allerede i september sidste år, da han holdt sin årlige state of the union-tale, at der ikke kan være andenrangsborgere EU´s det indre marked, som får solgt fødevarer af lavere kvalitet end i andre lande, når de er pakket og mærket identisk.

Et studie udført af den slovakiske regering har vist, at der er stor forskel på ens produkter, der sælges i henholdsvis Slovakiet og Østrig. En praksis som den bulgarske statsminister, Boyko Borissov, har døbt "fødevareapartheid".

Fødevareindustrien har hævdet, at der har været tale om at tilpasse fødevarerne nationale præferencer, men den køber EU-Kommissionen altså ikke.

Da problemet først blev bekendt hævdede Kommissionen ellers, at fødevarekvalitet ikke var en del af Kommissionens kompetence på samme måde som fødevaresikkerhed, men har altså nu skiftet holdning og valgt at give medlemsstaterne et redskab i hånden til at forbyde metoderne.

EU vil gøre op med forskel i madkvalitet i øst og vest

EU-formand vil ikke acceptere to kvalitetsniveauer af fødevarer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også