Orkla spiser stor del af populær pizzakæde

Den norske fødevarekoncern køber sig ind som majoritetsejer i dansk pizzakæde for at få del i væksten inden for catering og udespisning, oplyser koncernen til FødevareWatch.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Milliardkoncernen Orkla fortsætter med at føje danske fødevarevirksomheder under koncernens bugnende ejerskabsportefølje.

Således køber Orkla sig ind i Gorms Pizza og bliver majoritetsejer med en ejerandel på 67 pct. af pizzakæden, der blev stiftet i 2008 af Gorm Wisweh. Prisen er ukendt.

Salget skal ses som Orklas forsøg på at lukrere mere på væksten i det danske marked for "out-of-home", oplyser Håkon Mageli, kommunikationsdirektør hos Orkla, i en mail til FødevareWatch.

"Orkla har et mål om at vokse i kanaler, der oplever en højere vækst end i den traditionelle dagligvaresektor. Outofhome-markedet i Danmark er vokset med seks procent om året i perioden 2011 til 2016, og med investeringen i Gorms får Orkla en klar position i dette vækstområde," skriver han.

Han forklarer videre, at den kapitalstærke norske koncern vil hjælpe Gorms med at komme ud over stepperne i deres vækstplaner.

"Gorms har en stærk markedsposition og har nogle solide vækstplanter inden for restauration, takeaway og catering i Danmark. Selskabet har aktuelt flere nye restauranter på vej, og vores plan er at videreudvikle Gorms i tråd med deres nuværende vækstplaner," uddyber han.

Glade sælgere

De to parter ønsker ikke at oplyse salgsprisen, men hos Gorms er man ganske tilfredse med den kontrakt, der er blevet underskrevet. Det meddeler kædens direktør siden 2015, Anders Kjørup.

"Vi har længe kigget efter en partner, der kunne se den værdi og det potentiale, Gorms Pizza har," siger han i en pressemeddelelse.

"Det bedste ved aftalen er, at vi har en gensidig forståelse af vigtigheden af, at Gorms bevarer den særlige kultur og sikrer, at vores Gorms dna er intakt. Fremadrettet vil vi fortsætte med at give vores gæster fantastiske oplevelser med fornyede kræfter, hvor vi udnytter de store kompetencer fra begge virksomheder til at blive endnu bedre," uddyber han.

Opkøbet er gældende fra den 3. april.

Udenlandske ambitioner

Gorms Pizza består i dag af ni restauranter med syv i Købehavn og en enkelt i henholdsvis Odense og Aarhus. Men skal man tro tidligere udtalelser fra direktøren, kan frasalget åbne op for, at kæden tager springet ud over Danmarks grænser inden for en overskuelig årrække.

I et interview med FødevareWatch fra august 2016 fortalte han således, hvordan kæden var åben for udefrakommende kapital.

"Udlandet kommer i anden bølge. Vi skal på et tidspunkt tage noget kapital ind i virksomheden for at sætte ekstra skub i den vækst, vi driver nu. Når vi tager den beslutning, så ser vi mod udlandet," sagde han og fortalte, at tidshorisonten på daværende tidspunkt var mellem et og to år ude i fremtiden.

I samme ombæring fortalte han, at ambitionen var at gå kæderne Joe & The Juice og Lagkagehuset i bedene, hvad angår størrelse.

"Så længe vi holder fast i vores fokus på kvalitet og kan bibeholde vores Gorms-dna, der gør det sjovt at være medarbejder og gæst i vores restauranter, ser jeg ikke nogle begrænsninger for vores størrelse. Visionen er at få udbredt Gorms og vores kvalitetsmad til så mange som muligt i det tempo, som vores likviditet og organisation kan bære," lød det.

Joe & The Juice har ifølge kædens hjemmeside 235 forretninger spredt ud over Europa, Mellemøsten, USA og Island, mens Lagkagehuset i øjeblikket er i gang med at etablere sig i Storbritannien.

Gorms Pizza udvider: Åbner i flere danske byer

Tv-koks pizzakæde hitter: Overskuddet er fordoblet

Gorms Pizza varsler udvidelser med nyt rekordregnskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også