Danskerne foretrækker lokal spegepølse, men køber den billigste

Forbrugerne vil gerne købe lokalt, så længe det er billigt. Det er en af konklusionerne i et nyt forskningsprojekt, som også peger på, at nye markedsføringsgreb er vigtige for at fremme lokale danske produkter.
Foto: Niels Hougaard/Polfoto
Foto: Niels Hougaard/Polfoto

Danskerne vil gerne have lokale fødevarer. De ved det bare ikke selv.

Ifølge et nyt forskningsprojekt, der har undersøgt efterspørgslen på lokale fødevarer, vægter forbrugerne alle kvaliteterne ved lokale fødevarer, som friskhed og sundhed højt. Men det er ikke alle, der kobler det lokale udvalg med de egenskaber.

Det tager pusten af efterspørgslen på både konventionelle og økologiske fødevarer, der produceres lokalt, fordi forbrugerne i stedet fylder indkøbskurven med de billigste alternativer. Det forklarer professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet Jørgen Dejgård Jensen på baggrund af en nyudgivet rapport på området.

I projektet undersøges eksempelvis hvilken egenskab, der er vigtigst, når forbrugerne skal vælge en spegepølse.

"Halvdelen af forbrugerne angav prisen som den vigtigste egenskab, mens omkring 16 pct. af forbrugerne mente, at økologisk produktion eller lokalt opvokset kvæg var den vigtigste egenskab for deres valg af spegepølse," forklarer Jørgen Dejgård Jensen, der leder forskningsprojektet, som gennem tre studier har undersøgt motiver og ønsker hos forbrugerne med fokus på lokale fødevarer.

Selvom de fleste forbrugere er enige om, at prisen er det vigtigste, når de handler fødevarer, betyder det ikke, at forbrugerne ikke også vægter de egenskaber, som de lokale fødevarer indeholder. Tværtimod foretrækker de danske forbrugere både friskheden, sundheden og støtten til lokalsamfundet, som er forbundet med lokal produktion. 

"Resultaterne af projektet tyder på, at der blandt forbrugerne er en interesse for lokale fødevarer, eller for nogle af de egenskaber, som forbrugerne forbinder med lokale varer," forklarer Jørgen Dejgård Jensen og fortsætter: 

"Det vil sige, at efterspørgslen på produktegenskaber og de fordele der forbindes med lokalproduktion, som eksempelvis støtten til det lokale samfund skal fremgå tydeligere i markedsføringen, for en betydelig del af forbrugerne kobler ikke det lokale med de egenskaber, og er derfor ikke fokuseret på det lokale, når de vælger fødevarer," siger han. 

Derfor skal der ifølge professoren tænkes forskellige typer initiativer ind i markedsføringen af de danske, lokale produkter for at realisere potentialerne. Blandt andet fremhæver Jørgen Dejgård Jensen en mere målrettet promovering af lokale produkter, som indeholder de egenskaber.

Forskelligt salgspotentiale

Professoren vurderer på baggrund af projektet, at der ses mulige potentialer for at øge værditilvæksten i den lokale fødevareproduktion gennem, det han kalder, "øget geografisk produktdifferentiering". Generelt tillægger forbrugerne det værdi, at fødevarerne er af dansk oprindelse. Forskellen afhænger af, hvilken type forbruger man er.

Eksempelvis er de ikke-økologiske forbrugere mindst lige så interesserede som økologiske forbrugere i, at fødevarerne er dansk produceret, men det der vægtes særlig højt hos de ikke-økologiske forbrugere er kvaliteten og friskheden i fødevarene.

"Skal man nå disse grupper af forbrugere, kan det være relevant at markedsføre lokale produkter i sammenhæng med sådanne andre parametre, snarere end kun at markedsføre produkterne som 'lokale'," lyder vurderingen fra Jørgen Dejgård Jensen.

Ifølge ham ser det på baggrund af forskningen for eksempel ud som om, at særligt økologiske forbrugere indtænker miljø- og klimahensyn i deres dagligvareforbrug, hvilket nogle gange får dem til at vælge økologisk, andre gange lokalt.

"Her kunne der altså være grundlag for at ramme en forbrugergruppe med målrettet promovering af miljøhensyn eller øget dyrevelfærd ved økologisk og lokal produktion, snarere end at promovere det lokale som sådan," forklarer Jørgen Dejgård Jensen.

Rapport: Kvinder vil betale mere for kvalitet end mænd

Økologien tager endnu et tigerspring

Svensk økosortiment vokser men er langt fra dansk niveau

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også