Arla indgår joint venture i Indonesien

Sydøstasien er et strategisk vigtigt vækstområde i Arla Foods' strategi, Good Growth 2020, og derfor går andelsmejeriet nu aktivt ind i Indonesien.

Arla Foods har indgået en joint venture-aftale med PT Indofood CBP Sukses Makmur Tbk ("ICBP"), som er en af Indonesiens førende virksomheder indenfor dagligvarer og mejeriprodukter.

Det oplyser andelsmejeriet i en pressemeddelelse.

Det nye joint venture-selskab hedder Arla Indofood Sukses Makmur. Aktiesammensætningen i joint venture-selskabet bliver 50 pct. plus 1 aktie i selskabet, som ejes af Arla Foods, og 50 pct. minus 1 aktie, som ejes af ICBP. Joint venture-selskabet skal varetage salg, distribution og produktion af mejeriprodukter.

"Vi glæder os over at have indgået samarbejde med ICBP, som har stor erfaring med mejeriprodukter og desuden har et omfattende FMCG-distributionsnetværk i Indonesien med adgang og relationer til de vigtigste forhandlere. Gennem samarbejdet med ICBP kan vi nu tilbyde vores kvalitetsprodukter inden for mejerisektoren til flere indonesiske forbrugere," udtaler koncerndirektør for Arla Foods' internationale forretningsaktiviteter Tim Ørting Jørgensen i meddelelsen.

Sydøstasien er et strategisk vigtigt vækstområde i Arla Foods' strategi, Good Growth 2020, og selskabet tager nu endnu et skridt mod en udvidelse af sin forretning i regionen. Den nyligt indgåede joint venture-aftale med ICBP skal øge Arla Foods' tilstedeværelse på det indonesiske marked.

Med en befolkning på over 250 millioner mennesker, hvoraf 50 pct. er under 30 år, udgør Indonesien det største marked for næringsrige mejeriprodukter i Sydøstasien.

"Indonesien er et vigtigt marked, hvis man skal lykkes med sine forretningsambitioner i Sydøstasien. Efterspørgslen efter mejeriprodukter stiger, og vi tror på, at vi kan tilbyde de indonesiske forbrugere de mejeriprodukter, de har brug for som led i en sund og varieret kost. Vi ser frem til samarbejdet med Indofood og til at lancere flere af vores produkter på markedet fremover," siger Tim Ørting Jørgensen.

Der vil ikke blive offentliggjort oplysninger om produktportefølje, produktion og lanceringsdatoer på nuværende tidspunkt.

Arlas Kina-eksport på foodservice når milepæl i år

Arla køber sig til stor osteproduktion hos tysk konkurrent

Arla vil fordoble sin australske forretning

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også