Fire oksekødselskaber bliver til ét

Hjalmar Nielsen, Nordic Beef Hadsund, Kjellerup Eksportslagteri og Himmerlandskød samles under ét navn og ét brand.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

I starten af 2016 meddelte Nordic Beef Hadsund og Hjalmar Nielsen Gruppen, at de to kreaturslagterier ville slå sig sammen. Den konsolidering bliver nu forstærket yderligere.

Kødmærkerne i gruppen kommer nemlig for fremtiden til at blive solgt og markedsført under ét navn og ét brand.

Det skriver Himmerlandskød i en pressemeddelelse.

Det er mærket Himmerlandskød, som bliver afsætningskanalen for Hjalmar Nielsen, Nordic Beef Hadsund A/S, Kjellerup Eksportslagteri og Himmerlandskød A/S, der alle er del af Hjalmar Nielsen Gruppen, men som ikke længere skal markedsføres separat.

"Vi ønsker at styrke vores position i Danmark, fremme salget af dansk oksekød i ind- og udland samt blive endnu mere omkostningseffektive. Det mener vi blandt andet gøres ved at samles under ét brand. Vores fire selskaber har altid været baseret på samme værdigrundlag og har mere end 100 års erfaring. Derfor giver det også god mening, at vi nu kan fortælle historien ud fra ét navn og også udadtil have et fælles afsæt," lyder det i meddelelsen.

Selskabet skriver ydermere, at hvert af de fire selskaber vil videreføres uden de store forandringer, når det kommer til vilkårene leverandørerne, kunder og samarbejdspartnere. Ligesom der også for fremtiden vil være tale om 100 pct. dansk opdrættet, slagtet og opskåret oksekød.

Fusionen i 2016 var en reaktion på, at Danish Crowns kreaturslagteri DC Beef øgede indsatsen i kampen om leverandørerne. Kampen skød DC Beef i gang med en trecifret millioninvestering i et nyt slagteri i Holsted.

I forbindelse med sammenlægningen fortalte den adm. direktør i Hjalmar Nielsen, Lars Andersen, til FødevareWatch, at han forventede yderligere konsolideringer i det danske kødkvægmarked.

"Der er i hvert fald mere slagtekapacitet, end der er dyr. Hvis alle havde nok, så var det ikke nødvendigt for nogle at gå ud at søge efter leverandører. Sidste år havde vi en belægning på 100 procent og kunne sådan set have solgt mere, men sådan er det ikke for alle," lød det fra Lars Andersen.

Dengang lød vurderingen, at den nye koncern ville få en kapacitet på 100.000 kreaturer, svarende til ca. 25 pct. af slagtedyrene, og ledelsen forventede, at omsætningen fremover ville ryge op på omkring en mia. kr.

Danish Crown-konkurrenter slår sig sammen

Der er kamp om de danske kødkvæg

Hjalmar Nielsen "ofrer" sig for landmændene

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også