Vestjysk bryghus gør klar til markante ændringer i overlevelseskamp

En negativ egenkapital har gjort det nødvendigt for Mylius Erichsen Bryghus at tænke alternativt. Bestyrelsen fik i første omgang afvist sit forslag, men i anden ombæring har de 2700 småaktionær godkendt, at de mister deres stemmeret.

Mylius Erichsen Bryghus fra Hvide Sande i Vestjylland er i økonomiske vanskeligheder, og de seneste uger har selskabets 2700 småaktionærer været vidne til en del virak om, hvorvidt selskabet kan fortsætte driften og i så fald, hvordan det skal struktureres.

Nu har bestyrelsen fået grønt lys til nogle markante ændringer, der betyder, at de eksisterende 2700 aktier fremadrettet klassificeres som B-aktier uden stemmeret. Det skete på en ekstraordinær generalforsamling mandag aften.

Ændringen er ganske opsigtsvækkende, da forslaget fra bestyrelsen i første omgang var blevet afvist af et flertal af småaktionærerne. Derfor er der indkaldt til endnu en generalforsamling den 7. november, hvor et simpelt, fremmødt flertal af aktionærerne skal godkende ændringer for at være gældende.

Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern, der i de seneste uger har fulgt sagen.

I forlængelse af udstedelsen af B-aktier skal der i stedet udbydes nye A-aktier med en stemme pr. aktie, hvor der i en 30 dages tegningsperiode kan tegnes op til 250 aktier på 10.000 kr. pr. stk.

A-aktionærerne vælger efter tegningsperiodens udløb en ny bestyrelse på fem personer.

"Det er ikke sådan, at der er skrevet noget under, men vi er i kontakt med mulige investorer. Nu har vi fået vedtaget de nødvendige vedtægter, og så kan vi indkalde dem rimeligt hurtigt," siger formand for bestyrelsen i Mylius Erichsen Bryghus, Ebbe Bøgh-Dahl til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Negativ egenkapital

Mylius Erichsen Bryghus offentliggjorde tidligere på måneden regnskab for 2016/17, og det var nedslående læsning for de 2700 småaktionærer.

På bundlinjen var der underskud for femte år i træk. Denne gang landede årets resultat efter skat på minus 0,8 mio. kr. mod minus 0,5 mio. kr. i 2015/16. Resultatet var ifølge ledelsesberetningen "meget utilfredsstillende."

Underskuddet medførte, at egenkapitalen også gik i rødt med et minus på 0,6 mio. kr. mod et plus på 0,2 mio. kr. året forinden.

Den negative egenkapitale betyder, at der er usikkerhed om selskabets going concern.

"Selskabets fortsatte drift er betinget af, at selskabets pengeinstitut vil opretholde kreditfaciliteterne, at Erhvervsklubben Bryghuset Hvide Sande fortsat vil bakke op om selskabet, samt at der kan etableres overskudsgivende drift. Bestyrelsen vil forsøge at styrke selskabets egenkapital og kapitalberedskab ved opdeling af selskabets aktiekapital i A- og B-aktier samt udbud af nye A-aktier," skriver selskabet i regnskabet.

Vestjysk bryghus kæmper for overlevelsen

Medie: Fynsk mikrobryggeri kæmper for overlevelse

Stor uenighed om fynsk mikrobryggers fald

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også