Tysk bank ændrer kursmål på Carlsberg

Den tyske bank Berenberg har ændret sit kursmål på Carlsberg-aktien til 652 kr., men aktien gør sig stadig kun fortjent til anbefalingen "hold"
Foto: Carlsberg
Foto: Carlsberg
AF RITZAU FINANS

Carlsberg gør sig fortsat kun fortjent til anbefalingen "hold" hos den tyske bank Berenberg, der dog sætter et nyt kursmål på 652 kr. mod tidligere 577 kr.

Det sker i en dugfrisk brancheanalyse, hvor bankens bryggerianalytikere har set nærmere på det vietnamesiske marked.

Berenberg fastholder i analysen også anbefalingen "hold" af Heineken, mens Anheuser-Busch Inbev stadig foretrækkes med anbefalingen "køb".

I forhold til det vietnamesiske marked, så kommer to væsentlige ejerposter snart i spil, noterer Berenberg, der peger på, at den vietnamesiske stat er på vej til at sælge sine kontrollerende aktieposter i bryggerne Sabeco og det mindre Habeco.

I forhold til Habeco venter Berenberg, at Carlsberg vil slå til og øge sin nuværende ejerandel på 17 pct., men opkøbet får næppe væsentlig betydning for det danske bryggeris generelle økonomiske udsigter.

"Habeco er god, men det vil ikke transformere Carlsberg," skriver Berenberg.

"Selv om det kan tilføje 35 basispoint til Carlsbergs organiske volumenvækst, så estimerer vi, at opkøbet kun vil bidrage med 3 pct. til driftsindtjening samt med marginal vækst på bundlinjen."

Når det kommer til det større Sabeco, der har sin base i det fremgangsrige Sydvietnam, så venter Berenberg, at både Heineken og Anheuser-Busch Inbev vil være interesserede.

Heineken ejer allerede 5 pct. af Sabeco, men selv om bryggeriet dermed er oplagt køber og uden tvivl er stærkt interesseret, så vurderer Berenberg alligevel, at det er usandsynligt, at hollænderne løber med trofæet.

Årsagen er, at Heineken kan løbe ind i konkurrencemæssige problemer qua sin store markedsandel. Dertil kommer, at joint venture-partneren Saigon Trading Group, Satra, muligvis vil modsætte sig, at Heineken køber sig ind i Satras største konkurrent.

"Vi vurderer, at Sabeco repræsenterer den første mulighed for AB Inbev for at vise sin finansielle ildkraft, og venter at det muligvis vil overtrumfe konkurrenter i en budkrig," skriver Berenberg.

Carlsberg vinder markedsandele i Bulgarien

Carlsberg-bryggeri sender nu øl til DR Congo

Nielsen: Carlsberg vokser i nøglemarkeder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også