FødevareWatch

Pantsvindel koster fængsel og millionbøde

Retten i Glostrup har onsdag afsagt dom i en sag om svindel med falske etiketter og pantmærker på drikkevarer købt i udlandet.

Foto: Charlotte De La Fuente/Polfoto/Arkiv

En længerevarende sag om pantsvindel er i dag kommet til sin foreløbige ende. Retten i Glostrup har idømt fængselsstraf og bøder til de anklagede, skriver Dansk Retursystem i en pressemeddelelse. Ifølge anklageskriftet har de nu tre dømte købt drikkevarer i udlandet, hvorefter man har puttet nye etiketter på med falske pantmærker.

”I Dansk Retursystem tager vi altid den slags svindel meget alvorligt. Vi overvåger hele tiden markedet tæt i samarbejde med myndighederne, og opdager vi svindel, så anmelder vi det. Vi har indbygget forskellige sikkerhedsniveauer, der er med til at vanskeliggøre svindel og begrænse et muligt tab,” udtaler Lars Krejberg Petersen, adm. direktør i Dansk Retursystem, i pressemeddelelsen. Dansk Retursystem estimerer, at det på baggrund af sagen har tabt 1,3 mio. kr. i pant og gebyrer.

Hovedtiltalte – ifølge Ekstra Bladet en 33-årig mand fra Slagelse - er blevet idømt en fængselsstraf på to år og tre måneder samt en bøde på 3,95 mio. kr. blandt andet for dokumentfalsk, varemærkekrænkelse af særlig grov karakter samt momsunddragelse og bestikkelse. Han har anket afgørelsen.

Derudover er en 65-årig mand idømt fængsel i fire måneder – betinget, hvis han udfører samfundstjeneste - samt en 45-årig mand idømt ubetinget fængsel i fire måneder. De har begge udbedt sig betænkningstid.

Pant på grænsedåser skudt til hjørne

Aftale om pant på dåseøl må vente på klage

Pant på tyske dåser udsat endnu to år

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier