Carlsberg præsenterer milliardoverskud trods østeuropæisk modvind

Bryggerigruppen Carlsberg leverer et milliardoverskud i første halvår. Det er en smule under forventningerne ifølge estimat fra Ritzau Finans.
Foto: Imaginechina via AP
Foto: Imaginechina via AP
AF RITZAU FINANS

Den danske bryggerigigant Carlsbergs kunne på trods af mange knaster og sløve forbrugere i Asien levere en fremgang i resultatet.

Det viser selskabets halvårsregnskab, der netop er offentliggjort.

"Carlsberg leverede gode resultater på linje med vores forventninger. Vigtigst leverede vi en solid vækst i toplinjen og resultatet. Med den tilfredsstillende eksekvering af vores planer frem til nu fastholder vi forventningerne," skriver administrerende direktør Cees t' Hart i regnskabet.

Omsætningen i de seks måneder lå på 31,2 mia. kr. - eller cirka en halv milliard kroner lavere end i samme periode året før. Efter skat tjente Carlsberg 2,1 mia. kr. i første halvår af 2016.

Det på trods af, at Carlsberg måtte slide hårdt i det i begge bryggeriets tidligere store håb, Østeuropa og Asien.

I Østeuropa var det valutaudsving, der kostede dyrt for Carlsberg. Det betød, at selv om Carlsberg solgte den samme mængde øl, så faldt resultaterne betydeligt.

Valutaudsving gør ondt

Omsætningen i kroner gik ned med 15 procent til 4,7 milliarder kr. i halvåret og resultatet med 10 pct. til 751 mio. kr.

"Nedgangen skyldes en markant, negativ effekt fra valuta, da alle valutaer i regionen devaluerede markant," skriver Carlsberg.

Også Asien-markedet var mudret i første halvår. Omsætningen faldt med fire procent til 7,6 mia. kr.

Mængden af øl solgt i Asien faldt, men til gengæld lokkede Carlsberg forbrugerne til at købe dyrere øl. Endnu en gang spillede valutaudsving Carlsberg et puds, og omsætningen faldt grundet devalueringer af Kinas, Malawis, Malaysias og Indiens valutaer.

Større fald i ølsalget i Asien end ventet

Carlsberg solgte i første halvår for færre kroner øl i Asien end ventet af analytikerne.

Omsætningen nåede i årets første seks måneder 7,639 mia. kr. mod ventet 7,833 mia. kr ifølge estimater, som analytikerne havde leveret til Ritzau Estimates. I de første seks måneder sidste år var omsætningen 7,948 mia. kr.

"Vores volumen på det kinesiske marked faldt organisk med 8 pct., hvilket var en smule mere end ølmarkedet."

"Mens vi vandt markedsandele i de fleste af vores nøgleprovinser, havde vi volumenmæssig tilbagegang på omtrent 25 pct. i en række provinser grundet sidste års beslutning om at restrukturere Eastern Assets samt nedlukningen af flere bryggerier," skriver Carlsberg i onsdagens halvårsregnskab.

Resultatet af primær drift før særlige poster i regionen faldt skuffende en anelse til 1,328 mia. kr. mod ventet 1,363 mia. kr. ifølge Ritzau Estimates. I samme periode i 2015 landede Carlsberg et resultat af primær drift før særlige poster på 1,331 mia. kr. i Asien-regionen.

Salget af øl blev på 19,0 mio. hektoliter i regionen mod 19,8 mio. hektoliter i første halvår 2015.

Vesteuropas indtjening stiger trods fald i salget

Carlsberg solgte i årets første halvår lidt færre øl i bryggeriets modne og indtjenings- og omsætningsmæssigt klart største region - Vesteuropa. Nedgangen var dog præcis som ventet af analytikerne.

Resultatet af primær drift på disse breddegrader var dog en knivspids højere end ventet af analytikerne.

Det viser regnskabet fra Carlsberg for første halvår af 2016.

Omsætningen nåede 18,868 mia. kr., hvilket præcis matchede et estimat indsamlet af Ritzau Estimates blandt analytikerne. I første halvår 2015 var omsætningen 18,872 mia. kr.

Salget af øl blev på 24,2 millioner hektoliter mod 24,6 millioner hektoliter i samme halvår af 2015. På organisk basis faldt bryggeriets ølsalg 1 pct., men priserne steg 3 pct., skriver Carlsberg i regnskabet.

Resultatet af den primære drift i regionen blev på 2,275 mia. kr. mod ventet 2,256 mia. kr. I samme periode året før var driftsoverskuddet 2155 mio. kr. Det dækkede dermed over et løft i marginen på 0,7 pct.point til 12,1 pct.

Regionen dækker Vesteuropa, Skandinavien, Italien og Portugal men også Balkanlandene og Polen samt de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen.

Østeuropa leverer ventet indtjening

Carlsbergs østeuropæiske forretning, herunder i særdeleshed Rusland, hvor Carlsberg er klar markedsleder med en markedsandel på omkring en tredjedel, klarede sig på linje med forventningerne målt på indtjeningen i første halvår af 2016. Til gengæld skuffer toplinjen.

Østeuropa-divisionen kom ud af kvartalet med en omsætning på 4,735 mia. kr. mod ventet 5,074 mia. kr. ifølge estimater fra Ritzau Estimates. I samme halvår i 2015 var omsætningen 5,556 mia. kr.

Resultatet af den primære drift for divisionen landede på 751 mio. kr. mod ventet 743 mio. kr. I første halvår 2015 2014 var overskuddet på denne post 830 mio. kr.

"Det østeuropæiske ølmarked fortsætter med at være negativt berørt af de udfordrende makroøkonomiske vilkår, især i Ukraine og Rusland," skriver Carlsberg.

Markedsandelen var i første halvår i år i Rusland på 34,8 pct. opgjort i volumen. Der er tale om en forbedring på 1,4 procentpoint fra andet halvår af 2015, men en tilbagegang på 1,20 procentpoint fra samme periode sidste år, oplyser Carlsberg.

Det samlede russiske ølmarked vurderes at være faldet med omkring 2 pct. i første halvår. Samtidig faldt det ukrainske ølmarked med 6 pct.

Region Østeuropa dækker Rusland, Ukraine, Usbekistan og Hviderusland.

Norske ølsmuglere tvinger afgifter nedad

Usædvanligt stærkt halvårsregnskab for Carlsberg Indien på vej

Sodavandssvindlere anklaget for etiketfup - og forsøg på bestikkelse af Skat

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også