Carlsberg inkasserer milliardunderskud - som ventet

Helt som ventet fylder nedskrivningerne meget i det netop aflagte regnskab for 2015 i Carlsberg. Underskuddet udgør samlet 1,7 mia. kr. Ifølge bryggeriet bliver 2016 et konsolideringsår og forventningerne er beskedne.
Foto: Nana Reimers
Foto: Nana Reimers
AF JØRGEN RUDBECK OG RITZAU FINANS

Carlsberg har netop offentliggjort et årsregnskab for 2015, som med al tydelighed viser, at det koster at rydde grundigt op.

Samlet kom Carlsberg ud af 2015 med et ventet underskud før skat på 1,7 mia. kr. Underskuddet skyldes i høj grad de store nedskrivninger på i alt 8,7 mia. kr., som bryggeriet anden halvdel af 2015 foretog i de russiske og asiatiske forretninger.

I alt regner Carlsberg med at spareplanen, som hedder Funding The Journey, og som blandt andet indeholder fyringen af omkring 2.000 medarbejdere, kommer til at koste 10 mia. kr., inden den fra 2018 skal bidrage med årlige overskud på 1,5-2 mia. kr.

Som led i strategien har Carlsberg også lukket fem kinesiske bryggerier i 2015 og man planlægger at lukke yderligere to i 2016.

På toplinjen har der som ventet været roligt i 2015 og samlet omsatte Carlsberg for 65,3 mia. kr, hvilket var lidt mindre en mia. kr. mere end i 2014. En samlet global tilbagegang i salget af øl får driftsresultatet i Carlsberg til at lande på 8,5 mia. kr.

Asiatisk vendepunkt

Kigger man mere ind i tallene for bryggerikoncernen, afsløres det, at Asien-forretningen har vokset sig større end den østeuropæiske forretning, hvor især en svag russisk udvikling har præget tallene i de seneste kvartaler.

Omsætningen i Asiensforretningen nåede i i fjerde kvartal 3,181 mia. kr., hvilket kun var lidt over sidste års 2,984 mia. kr., men resultatet af primær drift før særlige poster i regionen landede på 600 mio. kr. mod en driftsindtjening på 496 mio. kr. i Asien-regionen i 2014.

"Anført af Kina aftog væksten i det asiatiske ølmarked væsentligt i 2015," skriver Carlsberg i regnskabet.

"Vores ølvolumener voksede organisk med 2 pct. og med 8 pct. inklusive akkvisitioner samt 9 pct. eksklusive Kina," oplyser bryggeriet videre.

I regnskabsmeddelelsen fremhæver koncernchef Cees 't Hart også Asien som et afgørende marked i den fremtidige forretning.

"2015 var et blandet år for Carlsberg-gruppen. Vores asiatiske forretning leverede igen stærke resultater, mens vores forretninger i Vest- og Østeuropa var udfordret. Som følge af de særdeles gode resultater for Asien markerede 2015 imidlertid det vendepunkt, hvor de asiatiske vækstmarkeder udgjorde en større andel af Gruppen end Østeuropa," siger han.

Koncernchefen mener videre, at Carlsberg med udgangspunkt i den strategi, som blev sendt afsted i løbet af året, har et solidt fundament, på hvilket bryggeriet kan bygge en organisk voksende forretning.

"Med kombinationen af Funding the Journey, som kører planmæssigt, og den kommende evolution i vores strategi, som vil udnytte de stærke sider af vores forretning, bliver vi i stand til at gribe vækstmulighederne og komme ind i en positiv spiral af øgede resultater og afkast," siger han.

I november offentliggjorde Carlsberg igangsættelsen af programmet Funding the Journey, der skal finansiere Carlsbergs nye strategi, Sail '22. Programmet ventes at give nettofordele på 1,5-2,0 mia. kr. i 2018 og kaldes af bryggeriet selv en evolution snarere end en revolution.

"Programmet kører som planlagt. Nedskrivninger og restruktureringsomkostninger på 10 mia. kr., heraf blev 8,5 mia. kr. udgiftsført i 2015 med 0,8 mia. kr. i fjerde kvartal," skriver Carlsberg.

Den nye strategi strategi, Sail '22 vil blive offentliggjort 16. marts 2016.

Overraskende vesteuropæisk fremgang

Carlsberg klart største region - Vesteuropa - kom ud af fjerde kvartal med et noget bedre resultat end ventet. Såvel omsætning som indtjening steg, hvilket selskabet begrunder med bedre pris/miks samt omkostningskontrol.

Omsætningen nåede 9,035 mia. kr. mod ventet 8,679 mia. kr. ifølge estimater fra Ritzau Estimates. I fjerde kvartal 2014 var omsætningen 8,602 mia. kr.

Resultatet af den primære drift i regionen blev på 1,183 mia. kr. mod ventet 948 mia. kr. I samme periode året før var driftsoverskuddet 1,121 mia. kr.

Salget af øl blev på 11,0 mio. hektoliter mod 11,2 mio. hektoliter i samme kvartal i 2014.

"I fjerde kvartal steg den primære drift med 2 pct. organisk, drevet af forbedret pris/miks og omkostningskontrol. Driftsmarginen blev forbedret med 10 basispoint i fjerde kvartal," skriver Carlsberg i regnskabet.

Regionen dækker Vesteuropa, Skandinavien, Italien og Portugal men også Balkanlandene og Polen samt de tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen.

Carlsberg har haft en stærk udvikling blandt andet i Frankrig, hvor de solgte volumener steg med 6 pct. i et marked, som Carlsberg estimerer er vokset med 3 procent. Derimod er selskabets volumen i Storbritannien faldet med 7 pct. i et marked, der er estimeret faldet 2 pct.

Premium-brands trak op i kvartalet

For fjerde kvartal alene opnåede koncernen et aktionærresultat - overskud efter skat og minoriteter - på 78 mio. kr. mod en forventning om et underskud på 378 mio. kr. ifølge estimater fra Ritzau Estimates og et overskud på 168 mio. kr. i samme periode i 2014.

Resultaterne blev opnået på baggrund af en omsætning, der for kvartalet blev 14,656 mia. kr. mod en forventning 14,359 mia. kr. I fjerde kvartal 2014 var omsætningen 14,328 mia. kr.

Overskuddet på den primære drift (EBIT) før særlige poster landede på 1,409 mia. kr. mod ventet 1,383 mia. kr. og et overskud på 1,786 mia. kr. i fjerde kvartal sidste år.

Særlige poster udgjorde en udgift på 658 mio. kr. moxd ventet en udgift på 1,225 mia. kr. I fjerde kvartal sidste år udgjorde de særlige poster en udgift på 1,135 mia. kr. i kvartalet.

Gruppens ølvolumener faldt organisk 4 pct. på grund af fortsat nedgang i Østeuropa. Det fremhæves dog, at der var særdeles gode resultater for Carlsbergs internationale premium-mærker: Tuborg voksedes 15 pct., Kronenbourg 1664 voksedes 5 pct., Grimbergen voksede 15 pct. og Somersby hele 21 pct. Derimod faldt Carlsberg-mærket 2 pct. på sine premium-markeder.

Fastholder udbyttet til aktionærerne

Carlsberg har besluttet at fastholde udbyttet til aktionærerne. For regnskabsåret 2015 foreslår bestyrelsen, at der udloddes et udbytte på 9 kr. per aktie.

Udbyttet er steget gradvist og uafbrudt siden 2008, da det var 3,5 kr. per aktie og frem til sidste år, hvor udbyttet for 2014 var 9 kr. pr. aktie. Det niveau fastholdes altså efter 2015.

Det var samtidig helt som ventet blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Beskedne forventninger til  2016

For det kommende år er der ikke de store Carlsberg-forhåbninger til at resultaterne på bundlinjen bliver store.

"2016 bliver et konsolideringsår. Derfor er vores forventninger til 2016 beskedne, idet størstedelen af gevinsterne fra Funding the Journey kommer gennem 2017 og får fuld effekt i 2018, skriver Carlsberg i regnskabet.

Bryggeriet fastslår, at det vigtigste i 2016 bliver at eksekvere på Funding the Journey-programmet. Derudover skal marginerne i Vesteuropa forbedres, væksten i Asien skal fortsættes, og effekten af de svære markedsvilkår i Østeuropa skal minimeres, skriver Carlsberg.

Medie: Carlsberg lukker flere produktioner i Kina

Klausul kan sende verdens bedst sælgende øl i armene på Carlsberg

Carlsberg leverer et hul i jorden på onsdag

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter