FødevareWatch

Carlsberg sætter standard for miljø og arbejdsforhold

Private investeringer og udvikling af u-lande går hand i hånd i Myanmar. Minister vil have mere af den slags.

Det er en win-win-situation. Private investeringer kan være med til at sætte standarder for miljøet og arbejdsforhold i udviklingslande, samtidig med at man tjener penge. Og sådan er tilfældet med Carlsberg, som er et af de første udenlandske bryggerier, der åbner i Myanmar.

"For Carlsberg betyder det selvfølgelig, at bryggeriet får en stærk position i Myanmar. Og lokalt betyder det nu og her 500 job. Men der er den ekstra gevinst, at Carlsberg er med til at sætte barrieren højt op en række områder," siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Mogens Jensen åbnede tidligere onsdag Carlsberg-bryggeriet i Myanmar, hvor ministeren er på en tre dages tur. Og han understreger, at det ikke kun er Carlsberg, der får udbytte af bryggeriet i form af kolde kontanter - det er i høj grad også lokalt, der høstes.

"Danske virksomheder er med til at sætte nye standarder, hvor de kommer frem, som andre skal konkurrere med. Carlsberg har for eksempel bygget et stort spildevandsanlæg. Og nu lyder det fra myndigheder, at andre virksomheder også skal rense deres spildevand," siger ministeren til Ritzau.

"Det her viser god synergi på de områder, som jeg er minister for: udviklingsbistand og handel. Her er ikke tale om udviklingsbistand, men om en privat investering der løfter udviklingsniveauet. Og det er min intention, at det skal ske i højere grad," siger Mogens Jensen.

Stor bistand fra Danmark

Carlsberg Myanmar er et joint venture mellem Carlsberg, der ejer 51 procent, og Myanmar Golden Star, der ejer resten. Carlsberg har fået den ene af to bryggerilicenser i Myanmar. Den anden er gået til Heineken, som er cirka et halvt år efter Carlsberg i markedslanceringen.

Mogens Jensen er i Myanmar frem til på fredag, hvor han skal mødes med præsident U Thein Sein og lederen af National League for Democracy, nobelprisvinder Aung San Suu Kyi. Men inden åbner ministeren den nye danske ambassade i Yangon.

Danmark giver årligt omkring 100 millioner kroner til Myanmar. Det beløb skal stige til over 120 millioner kroner om året fra 2016-20.

 

Mere fra FødevareWatch

Daloon klar til langt sejt træk på indtjeningen

Der er for første gang i flere år overskud i forårsrulleselskabet. Nu skal der fokus på at skabe mere værdi og erobre marked indenfor blandt andet foodservice, lyder meldingen fra Daloon-direktør.

Palsgaard får lov til at fyre med LPG

En række virksomheder har ansøgt Miljøstyrelsen om lov til at bruge andre energiformer i deres produktion. Styrelsen har nikket til ingrediensvirksomhedens Palsgaards ansøgning.

Læs også

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier