Naturmælk går imod strømmen

Det sønderjyske økologiske og biodynamiske mejeri, Naturmælk, har andre planer end at slås om skyrmarkedet med konkurrenterne.
Sådan lyder det fra Nelly Frees Riggelsen, som står for salg og marketing hos Naturmælk.
”Der er ikke et mejeri med respekt for sig selv, der ikke har skyr i deres produktion. Det har vi også, men det er ikke vores spidskompetence. Det lader vi Thise og Løgismose om, det er de rigtig gode til. Vi går mere imod strømmen og laver nogle lidt mere specielle kunde-rettede produkter,” siger hun til FødevareWatch og fortsætter:
”Nu stod vi lige på messen (Foodexpo, red.) og lancerede vores nye creme fraiche 48 pct., som vi allerede i dag har fået bestillinger på, så det er jo helt fantastisk. Vi har lidt mere specialprodukter til det gourmetagtige segment. Og det er også det, vi innoverer på.”
Naturmælk ligger i Tinglev i Sønderjylland. I dag eksporterer virksomheden ca. 3-5 pct. af sin produktion til England og Tyskland. Det kommer op på ca. syv pct. over de kommende år, men ikke højere, forklarer den salgsansvarlige.
”Det er hjemmemarkedet, vi får travlt på, og det skal også ses i lyset af, at økologien udvikler sig i Danmark. Der er mange, der lægger om, og vi har også de biodynamiske produkter, som vinder bredere og bredere indpas hos kokke og specialforbrugere, der vil noget andet end det traditionelle. Og det skal vi så også kunne supplere med,” siger Nelly Frees Riggelsen.
Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt
I 2014 går Naturmælk efter nye udviklingstiltag på produktsiden. Selskabet er indgået i et samarbejde med Hinge-mejeriet, et lille gårdmejeri ved Kjellerup.
”Sammen med dem vil vi udvikle nogle råmælksoste hen over året. Vi har også selv et tiltag med at udvikle nogle nye oste. 2014 bliver et ostens år for Naturmælk, når vi kigger rent historisk på, hvordan tingene har været,” marketingschefen.
Naturmælk omsatte i regnskabsåret 12/13 for ca. 217 mio. kr. og landede på et nettoresultat på 5,9 mio. kr.
Risiko for glasskår i mælk fra Arla