SAS stopper salg af Nesquik-kakao efter sortlistning i Ukraine

SAS dropper salget af kakao fra Nesquik, fordi producenten Nestlé er kommet på Ukraines sorte liste.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det er ikke længere muligt at købe Nesquik-kakao på SAS-fly.

Det skyldes, at producenten Nestlé, som står bag Nesquik, er havnet på Ukraines liste over selskaber, der har aktiviteter i Rusland og dermed er blevet sortlistet af ukrainske myndigheder.

Det oplyser flyselskabet til TV 2 Norge.

”Vi kan bekræfte, at vi har fjernet Nesquik-drikkechokolade fra sortimentet om bord som følge af, at Nestlé er kommet på Ukraines liste.”

Det er ikke første gang, at SAS har taget varer ud af sit sortiment på grund af Ukraines sorte liste.

I september oplyste selskabet til TV2 Norge, at det havde boykottet drikkevaren Pepsi, fordi producenten PepsiCo var havnet på listen.

Også fødevaregiganten Mondelez er på den ukrainske liste. Af den grund har SAS droppet dens produkter, som indebærer chokoladebarerne Daim og Toblerone samt smøreosten Philadelphia. Det oplyste SAS til norske VG.

2. november meddelte Ukraines Nationale Agentur for Forebyggelse af Korruption (NACP) i en pressemeddelelse, at Nestlé var blevet tilføjet til Ukraines liste over ”sponsorer af krigen”.

”Mere end 7000 ansatte arbejder hos Nestlé i Rusland. Dette er en væsentlig støtte til terrorstatens økonomi,” skrev NACP i pressemeddelelsen.

Ud over Nequik står Nestlé også bag chokoladebaren Kit Kat, kaffen Nescafé og isteen Nestea.

I en pressemeddelelse har Nestlé udtalt, at den har reduceret sin tilstedeværelse i Rusland, siden krigen i Ukraine brød ud i februar 2022.

”Vi har standset ikke-nødvendig import og eksport til og fra Rusland. Vi er holdt op med at reklamere i Rusland. Vi har suspenderet yderligere kapitalinvesteringer i landet.”

Nestlé har desuden sagt, at den ”fuldt ud” overholder alle gældende internationale sanktioner mod Rusland.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter