Vladimir Putins judo-makker kan få forkøbsret til Carlsbergs bryggeri

Russiske dekreter vil i praksis kunne sende aktiverne i Baltika Brewing Company direkte i armene på en af den russiske præsidents støtter helt tilbage fra Sankt Petersborg.
Erhvervsmanden Taimuraz Bolloev har i en årrække været tæt på magtens centrum i Rusland og kan på sigt ende med nøglerne til Carlsbergs russiske forretning. | Foto: Alexander Demianchuk/TASS/Ritzau Scanpix
Erhvervsmanden Taimuraz Bolloev har i en årrække været tæt på magtens centrum i Rusland og kan på sigt ende med nøglerne til Carlsbergs russiske forretning. | Foto: Alexander Demianchuk/TASS/Ritzau Scanpix

DÚN LAOGHAIRE / KØBENHAVN – Det er en magtfuld og mangeårig Putin-støtte, der angiveligt kan være i første række til at overtage Carlsbergs russiske aktiver.

Sådan lyder vurderingen i interne dokumenter, som FødevareWatch har fået indsigt i hos Udenrigsministeriet. 

Selv peger bryggeriet på, at de dekreter, som i sommer satte den danske bryggerikæmpes aktiver under midlertidig administration, samtidig står til at kunne strikke sig i op til 36 måneder og potentielt kunne sætte Carlsbergs egne salgsplaner ud af kraft. 

”Efter denne periode vil der være en forkøbsret for den ”midlertidige” administrator til dermed at overtage fuldt ejerskab af selskabet,” skrev bryggeriet i juli til Udenrigsministeriet. 

Siden har Carlsberg tidligere på ugen begyndt at skære båndene til bryggeriet, hvor man officielt har opsagt licenserne til at sælge Carlsberg-produkter, som f.eks. Kronenbourg og Tuborg, på det russiske marked. 

Carlsberg opsiger licensaftale med russisk datterselskab

Midt i det ulmende opgør står dog allerede en tæt Putin-allieret klar i kulissen som kan blive den nye direktør. 

Selv henviser bryggeriet til, at man har konkluderet, at der i øjeblikket ikke er nogen mulighed for at indgå en aftale – og man nægter at gøre det på ”uacceptable vilkår”. 

Putins øl-makker

Manden, der angiveligt vil være først i køen til Carlsbergs russiske forretning, er langt fra ukendt – hverken i bryggerikredse eller Kremls indercirkler. I juli trådte Taimuraz Bolloev efter års fravær atter ind på ølscenen, da han som udvalgt administrator overtog kontrollen med bryggeriets russiske aktiver, Baltika Brewing Company, med base i Sankt Petersborg. 

Et foretagende, som han selv stod i spidsen for i over et årti, hvor han var direktør i bryggeriet fra 1991-2004. Allerede i 1980’erne indledte Bolloev imidlertid arbejdet i bryggerisektoren, hvor han – bevæbnet med en eksamen fra Moskvas tekniske institut for fødevareindustri – frem til murens fald arbejdede sig gennem geledderne i det Leningrad-baserede Stepan Razin. 

Carlsberg: Russisk bryggeri værdiløst

Tiden i Stepan Razin blev ifølge det russiske erhvervsmedie Business Vector samtidig trædestenen til rollen som direktør i det dengang nybyggede Baltika-bryggeri. 

Selskabet udsprang i 1990, men var samtidig fulgt af pengeproblemer. Udenlandske investeringer var svære at få, og ifølge russiske kilder ledte det Bolloev til at søge støtte fra Sankt Petersborgs borgmester, Anatoly Sobchak. 

Vejen til borgmesterens øre gik imidlertid gennem hans unge højre hånd, Vladimir Putin, som efter sigende fik både et møde og en endelig aftale i stand. Putin og Bolloev udviklede angiveligt dengang et godt forhold til hinanden, hvor de angiveligt jævnligt mødtes og drak øl. 

I et portræt bemærkes det, at Bolloev ret hurtigt fandt ”et fælles sprog med Putin: næsten samme alder, begge er glade for judo, lignende politiske holdninger”.

Interesser som judo og politik har længe været blandt båndene, som knytter Taimuraz Bolloev sammen med Ruslands præsident Vladimir Putin (foto). (ARKIV) | Foto: Mikhail Metzel
Interesser som judo og politik har længe været blandt båndene, som knytter Taimuraz Bolloev sammen med Ruslands præsident Vladimir Putin (foto). (ARKIV) | Foto: Mikhail Metzel

Hædersordener og judo-fællesskab

Siden er båndene mellem Taimuraz Bolloev og Vladimir Putin tilsyneladende styrket. Sideløbende med Putins vej mod magten, har Bolloev i dag opbygget et omfattende erhvervsimperium, der strækker sig fra korn og kvæg til tekstiler og infrastruktur. 

Blandt storkunderne har bundlinjen gennem årene ifølge offentlige kilder været polstret af massive ordrer fra den russiske stat på alt fra militærkontrakter over tøjfabrikker til opbygning af infrastruktur frem mod vinter OL i Sochi i 2014. 

I 2023 mødtes Bolloev og Putin atter offentligt. I februar – godt seks måneder før Bolloev skulle overtage tøjlerne i Baltika igen – modtog pengemanden Faderlandets Meritorden af Anden Grad fra den russiske præsident. 

Hædersbevisningen blev ifølge russiske kilder tildelt for Bolloevs ”store bidrag til landets socioøkonomiske udvikling og mange års pligtopfyldende arbejde” som iværksætter, filantrop og formand for bestyrelsen i tekstilselskabet BTK-Group. 

Derudover deler han samtidig en judoklub med præsidenten i Sankt Petersborg, hvor deres veje første gang krydsedes. Begge er de engagerede i klubben Yavara-Neva. 

Bolloev i kulissen. Putin som æres-formand. 

Risiko for repressalier

Spørgsmålet om Carlsbergs russiske forretning har længe stået som et eksempel på udfordringerne for danske virksomheder efter den russiske invasion af Ukraine. 

Bølgende sanktioner fra både Vesten og Kreml har løbende skruet op for usikkerheden, ved at blive på markedet, hvor Carlsberg i juni officielt indledte et frasalg af Baltika til en unavngiven køber. 

Som tidligere beskrevet af FødevareWatch, har der også internt i Carlsberg været bekymringer om, at selv købere, der blot har afsøgt mulighederne for potentielt at overtage aktiverne, i bryggeriets optik kan være i fare for repressalier fra lokale myndigheder. 

Kort efter frasalget blev det meldt ud, at bryggeriet imidlertid var sat under administration. Siden har Carlsberg dog selv begyndt at kappe yderligere bånd til det russiske marked. 

Over weekenden beskrev den russiske erhvervsavis Kommersant, at Baltika har anlagt en retssag mod bryggeriet for at undgå at mærkerne trækkes fra markedet. Selv henviser avisen til, at det russiske bryggeri forsøger at fastholde produkter ”mest efterspurgt af forbrugerne i porteføljen”. 

Tirsdag lød meldingen hos adm. direktør i Carlsberg Gruppen, Jacob Aarup-Andersen, til bl.a. Berlingske, at opsigelsen af licensaftalerne er sket som konsekvens af, at bryggeriets aktiver blev sat under midlertidig administration. 

Samtidig havde han dog ingen kommentarer til søgsmålet i Rusland. 

”Vi er opmærksomme på søgsmålet i Rusland, men vi har ikke modtaget nogen formel meddelelse fra de russiske domstole. Vi vurderer naturligvis oplysningerne, når vi modtager dem,” skrev Aarup i en skriftlig kommentar til avisen. 

Ifølge Carlsberg selv udløber licenserne i april næste år. 

(ARKIV) | Foto: David Loh/Reuters/Ritzau Scanpix
(ARKIV) | Foto: David Loh/Reuters/Ritzau Scanpix

Fortsat usikre udsigter

Hos Carlsberg uddyber man i dag, at dekretet, der tidligere på året satte Baltika Brewing Company under administration, kom uden nogen form for uddybning fra de russiske myndigheder. I praksis var bryggeriet henvist til at læse om tiltaget i medierne. 

”Situationen i Rusland er fortsat behæftet med stor usikkerhed. Og det er uklart, hvad der formelt vil være de næste skridt i forhold til Baltika,” skriver global kommunikationsdirektør Tanja Frederiksen, i en kommentar til FødevareWatch. 

Netop dekretet er også grunden til, at det danske bryggeri har opsagt licensaftalerne. 

”Vi har konkluderet, at vi i øjeblikket ikke ser nogen mulighed for indgå en aftale med en køber af vores forretning i Rusland. Vi nægter at lade os tvinge til at indgå en aftale på uacceptable vilkår, der retfærdiggør den illegitime overtagelse af vores forretning i Rusland,” skriver Tanja Frederiksen og tilføjer: 

”Vi har derfor truffet beslutning om, at vi vil foretage en fuld afskrivning af værdien af vores forretning i Rusland i vores årsregnskab.” 

FødevareWatch har i forbindelse med denne artikel forsøgt at indhente kommentarer fra den russiske statsadministration vedrørende, hvorvidt den midlertidige administrator af Baltika Brewery Company, Taimuraz Bolloev, vil have en forkøbsret på Carlsbergs russiske aktiver. 

Dette er gjort gennem Den Russiske Føderations danske ambassade i København. Trods flere henvendelser, er ambassaden ikke vendt tilbage indenfor deadline af denne artikel. 


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter