Ukraine tilføjer Bacardi til liste over krigssponsorer

Ukraine kalder Bacardi for international krigssponsor, fordi det fortsætter med at drive forretning i Rusland.
Foto: Jenny Kane/Ritzau Scanpix
Foto: Jenny Kane/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Verdens største privatejede spiritusmærke, Bacardi, er blevet stemplet som international krigssponsor af Ukraine, fordi selskabet har fortsat med at drive forretning i Rusland.

Det oplyser Ukraines antikorruptionsstyrelse.

”I kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine har Bacardi fortsat med at importere produkter for flere millioner dollar til Rusland og tiltrække nye ansatte der,” skriver styrelsen.

Ifølge styrelsen har Bacardi betalt mere end 81,2 millioner kroner i indkomstskat i Rusland.

Mærkatet som international krigssponsor medfører ingen juridiske sanktioner. Det kan for eksempel ikke bruges til at indføre rejsesanktioner eller indefrysning af aktiver.

Det bruges derimod til at udskamme og skade omdømmet for større internationale virksomheder, som har fortsat sit virke i Rusland, efter at Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år.

Fortsætter handel

Bacardi har umiddelbart ikke villet kommentere historien.

Spiritusmærkets mærkat som international krigssponsor kommer, bare tre dage efter at den amerikanske avis Wall Street Journal kunne afsløre, at selskabet ikke havde levet op til sit løfte om at sætte eksport til Rusland på pause.

Bacardis russiske gren, Bacardi Rus, importerede mellem juni sidste år og juni i år varer for 169 millioner dollar. Det svarer til godt 1,1 milliard kroner. Bacardi Rus’ indtjening steg desuden med 314 millioner dollar sidste år, svarende til godt 2,1 milliard danske kroner.

Det sker, efter at andre store konkurrenter som for eksempel Pernod Richard, som distribuerer rommen Havana Club, har forladt det russiske marked efter invasionen i Ukraine.

Bacardi producerer og sælger sin rom af samme navn. Bacardi ejer desuden populære spiritusmærker som tequilamærket Patrón, vodkamærket Grey Goose og vermouthmærket Martini.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter