Harboes Bryggeri fik underskud – men fastholder forventningerne til 2023/24

Bryggeriet går efter positivt resultat i næste forskudte regnskabsår efter et underskud i seneste regnskab. 
Foto: Pr
Foto: Pr
AF MARKETWIRE

Harboe Bryggeri har haft et turbulent år med flaskehalse og stigende priser, men det har ikke taget optimismen fra selskabet i forhold til det kommende år. 

I 2023/24 venter selskabet et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 100-130 mio. kr. og et plus før skat mellem 10-40 mio. kr. 

Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab for 2022/2023. 

Ifølge den administrerende direktør, Søren Malling, har det været et udfordrende år. 

Selv om selskabet havde taget højde for kraftigt stigende priser på energi, råvarer, emballage og fragt, var det ikke nok til at skabe plus på bundlinjen, og Harboes Bryggeri fik et underskud på 4,3 mio. kr. 

”Gennemførte prisstigninger og øget forretningsomfang betød, at vi efter et 1. halvår med negative resultater igen i 2. halvår begyndte at få sorte tal på bundlinjen,” skriver selskabet i regnskabet og fortsætter: 

”Desværre kom effekten så sent, at vi ikke kunne nå at indhente det, vi tabte i starten af året, men det viser dog, at vi atter er på rette vej.”

Omsætningen landede dog højere end sidste år på 1621,1 mio. kr. mod 1419,4 mio. kr., men driftsresultatet (EBITDA) endte på 85,1 mio. kr. mod 98,9 mio. kr. i 2022/23.

Aktien i Harboes lukkede torsdag i 75 kr. efter et fald på 1,1 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår