Prisen på alkohol er steget mindre end andre varer

Siden 2002 er prisen på alkohol ikke steget lige så meget som prisen på andre varer. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Kræftens Bekæmpelse opfordrer til at hæve priserne.
Foto: Nima Taheri / Ritzau Scanpix
Foto: Nima Taheri / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Det er blevet dyrere at være dansker. Alt fra smør og kød til energi og brændstof er steget i pris. Særligt det seneste år er priserne sprunget i vejret.

Prisen på alkohol følger dog ikke med. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Kræftens Bekæmpelse har kigget på.

Tallene viser, at de generelle priser siden 2002 er steget med 46 pct., mens prisen på alkohol i samme periode steg med 26 pct.

”Vi kan se, at der generelt set på alkoholområdet har været en prisudvikling, der er lavere end reallønnen,” siger Peter Dalum, som er projektchef i Kræftens Bekæmpelses forebyggelsesafdeling:

”Folk har sådan set fået flere penge at købe alkohol for nu, end de tidligere havde. Og på nogle produkter - især dem målrettet unge - er prisen i absolutte tal blevet billigere.”

Prisen i absolutte tal på alkoholsodavand som f.eks. Breezers er siden 2016 faldet med 13 pct. Denne type alkohol kan unge købe, fra de er fyldt 16 år.

De billigere priser kan få de unge i gang med at drikke mere tidligere, mener Peter Dalum.

”Det hænger ikke sammen, at vi på den ene side vil gøre unges drikkekultur sundere, og på den anden side gør det billigere for dem at købe alkohol,” siger han.

”For der er en sammenhæng mellem pris og forbrug - især blandt unge og andre som er mere prisfølsomme og ikke har så mange penge.”

Vil have priserne hævet

Der er flere gange siden 2002 lavet lempelser af afgifterne på alkohol. Det er en af årsagerne til, at prisen på alkohol ikke er fulgt med prisen på andre varer.

Det bekymrer Kræftens Bekæmpelse, at det over en lang årrække er blevet billigere at købe alkohol, fordi man risikerer, at flere får et skadeligt forbrug.

I 2021 blev der solgt 8,4 liter ren alkohol pr. indbygger over 18 år, hvilket er 7,6 pct. mere end året før. Derfor lyder opfordringen, at priserne hæves. Gerne markant. Enten ved højere afgifter eller ved minimumpriser.

”Det vil få en betydning for forbruget, hvis man hævede prisen rigtig meget,” siger Peter Dalum.

Højere priser er et af Verdenssundhedsorganisationens vigtigste værktøjer, når det kommer til forebyggelse af skadeligt alkoholforbrug.

Og det er da heller ikke et fremmed værktøj i Danmark at hæve prisen på skadelige produkter. 

De seneste år er prisen på tobaksvarer steget. Og det har virket. 

Eksempelvis så man med den første prisstigning på 15 kr. i april 2020, at andelen af rygere faldt fra 20 til 18 pct. Faldet var størst blandt de yngre aldersgrupper.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også