Unibrew-chef: De første i branchen der skal forholde sig til krig

I lyset af krigen har Royal Unibrew skåret forventningerne til driften med 100 mio. kr. allerede inden, at de første gang var meldt ud.
Royal Unibrew-topchef Lars Jensen | Foto: PR / Royal Unibrew
Royal Unibrew-topchef Lars Jensen | Foto: PR / Royal Unibrew
Af Marketwire

Bryggeriet Royal Unibrew er blandt de første i drikkevarebranchen, der skal forholde sig til en ny virkelighed med krig i Europa, og derfor er det vigtigt med åbenhed.

Det er budskabet fra topchef Lars Jensen, der i lyset af krigen har skåret forventningerne til driften, EBITDA, med 100 mio. kr. allerede inden, at de første gang var meldt ud.

Prognosen lyder nu på 1650-1800 mio. kr. for 2022, men havde regnskabet været offentliggjort i begyndelsen af sidste ugen, havde det interval været højere. Analytikere havde ifølge Bloomberg ventet 1871 mio. kr., viser estimater, der er indsamlet før krigen brød ud.

”Alle andre har været ude før med deres regnskaber over de seneste fire uger, og før krigen startede. Deres matematik er baseret på et ikke-krigsscenarie, og vi er de første med et krigsscenarie. Derfor forsøger vi at give det flere detaljer og øge transparensen,” siger Lars Jensen til Marketwire.

Aktien falder midt på dagen 5,9 pct. til 645,20 kr.

Taber 20 mio. kr. direkte i regionen

Påvirkningen skyldes stigende energipriser og et øget inflationspres, som er stukket helt af over den seneste uge, og som derfor ikke umiddelbart kan afbødes på kort sigt, forklarer topchefen. Bryggeriet er kun i mindre grad påvirket direkte i den berørte region, hvor Rusland har indledt en invasion af Ukraine.

Den samlede indtjening fra Rusland, Hviderusland og Ukraine tæller samlet under 1 pct.

”Vi har cirka 20 mio. kr. i indtjening i de områder, der er berørt, og de er selvfølgelig væk. Resten er primært drevet af råvarestigninger i forskellige kategorier, og meget af det er energi. Vi går ind og opdaterer vores modeller og ser på, hvor vi har fastprisaftaler, hvor har vi spotpriser, og hvad konsekvenserne er for vores leverandører,” siger Lars Jensen.

”Totalen af det minus de forventede positive tiltag, som vi kan lave, og som kan være med til at tage nogle af de stød, der kommer, er beløbet,” lyder det videre.

Er det I har meldt ud ”worst case”?

”Nej, de 100 mio. kr. er udviklingerne i sidste uge. Har jeg taget med i betragtning, at gasprisen stiger 40 pct. i dag? Nej,” siger han.

Vil effektivisere og sende regning videre

Royal Unibrew vil forsøge at afbøde de stigende priser. Det skal ske gennem effektivisering og udskudte omkostninger, men bryggeriet kommer heller ikke uden om at sende noget af regningen videre til forbrugerne.

”Vi forsøger altid at øge vores egen effektivitet i første omgang. Vi skal arbejde med vores leverandører, så vi har gode priser til forbrugerne, der også giver mening for dem,” siger Lars Jensen.

Lige nu sker inflationspresset dog så hurtigt, at omkostningerne umuligt kan presses videre i det tempo, de kommer ind.

” Når man har så store udsving, som man har her, så kan vi heller ikke lige over natten komme med effektivitetsforbedringer, der gør, at vi kan undgå, at det også på et tidspunkt lander hos forbrugerne,” tilføjer han.

Tilbage i november forudså Royal Unibrew, at prisstigningerne for branchen ville blive omkring 5-6 pct., men det tal er nu rykket.

”Jeg ved ikke, hvor det ender henne, men når jeg ser på det papir, jeg har fået i hånden i dag med udviklingen i olie- og gaspriserne det seneste døgn, så tror jeg, at de færreste kan forudse, hvordan det her ser ud om bare en uge for ikke at tale om et par måneder,” siger han.

Krigen i Ukraine forventes at koste Royal Unibrew 100 mio. kr.

Royal Unibrews øl taber terræn til energidrikke og sodavand

Analytiker: Unibrew-aktien falder mere end ventet efter lavere driftsmål

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter