Unibrew køber Aqua d'Or

Royal Unibrew er nået til enighed med Danone om købet af mineralvand-mærket Aqua d'Or.
Foto: PR / Aqua d'Or
Foto: PR / Aqua d'Or
AF MARKETWIRE & JØRGEN RUDBECK

Royal Unibrew er nået til enighed med Danone om købet af mineralvand-mærket Aqua d'Or.

Det meddeler Unibrew tirsdag morgen.

Opkøbet styrker Royal Unibrews markedsposition inden for vand i Danmark, samt giver adgang til nye salgskanaler for Royal Unibrew, hedder det i en meddelelse, hvor det også fremgår, at Aqua d'Or omsatte for omkring 180 mio. kr. i 2020.

Aqua d’Or producerer overvejende vand med og uden bobler, og virksomhedens fokus passer strategisk godt til Royal Unibrews fokus på produkter med ingen eller lavt kalorieindhold. Derudover finder man i sortimentet også en såkaldt Sparkles-serie med fem forskellige slags frugtsmage plus tre forskellige iste.

Med i opkøbet får Royal Unibrew produktionsanlægget i Brande og de omkring 75 ansatte. Virksomheden markedsfører sine egne mærker Aqua d’Or, Klar og Denice samt leverer private produkter til udvalgte kunder.

"Vi ser frem til at byde vores nye kolleger velkommen til Royal Unibrew. Aqua D’or har opbygget et stærkt brand inden for vandkategorien i Danmark, og det passer strategisk rigtig godt til vores egen vandforretning i Danmark, samt med vores strategiske fokus på produkter med lavt eller intet sukker," udtaler Unibrew-topchef Lars Jensen.

Aqua D'or gjorde i sin tid iværksætteren Allan Feldt, der står bag den nyligt konkursramte drikkevarevirksomhed Seimei, til mangemillionær. Han etablerede kildevandsfirmaet i Brande i slutningen af 1980'erne og solgte i 2006 49 pct. af aktierne i selskabet til Danone.

Endnu har konkurrencemyndighederne ikke godkendt overtagelsen.

Resultatfuser i 2020

Efter et rekordår i 2019 måtte den franskejede kildevandsproducent sande, at 2020 blev noget af en resultatmæssig fuser med tilbagegang på flere fronter

Året bød på et fald i omsætningen på 20-25 pct. og en tilbagegang i resultatet før skat på 68 pct., fremgik det af 2020-regnskabet for det danske selskab Aqua d'Or mineral water i august.

Omsætningen blev ikke oplyst, men bruttofortjenesten endte sidste år på 68,5 mio. kr. – hvilket var 20 pct. lavere end året før, hvor man fremviste den bedste bruttofortjeneste i syv år.

Af ledelsesberetningen fremgik, at regnskabet var påvirket af forbrugernes manglende lyst til at købe kildevand på flaske på tank- og togstationer samt i detailbutikker. Resultatet før skat landede på 7,3 mio. kr., hvilket var en tilbagegang på 68 pct. sammenlignet med rekordåret 2019.

"Ledelsen finder årets resultat tilfredsstillende i betragtning af, at resultatet er væsentligt påvirket af covid-19-pandemien", hed det i ledelsesberetningen i årsregnskabet.

"Det anslås, at virksomheden mistede 20-25 pct. af omsætningen på grund af covid-19-begrænsninger. Selv om virksomheden delvist kompenseres af staten, påvirkes resultatet før skat negativt med 10-15 mio. kr."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også