Optakt: Corona påvirker fortsat Carlsbergs ølsalg

Asien er på vej tilbage mod normalen, men ølsalget i Europa er stadig meget påvirket af pandemien, og det vil komme til udslag i onsdagens handelsopdatering fra Carlsberg, siger Sydbank-analytiker.
Foto: Jacob Ehrbahn/pxjefad01.jpg
Foto: Jacob Ehrbahn/pxjefad01.jpg
AF RITZAU FINANS

Corona ventes også at påvirke Carlsbergs omsætning i første kvartal. Det ventes handelsopdateringen for første kvartal, der "blot" indeholder omsætningstal, at vise, når den offentliggøres på onsdag kl. 8.00.

Den rapporterede omsætning ventes at falde 1,2 pct. til 12.788 mio. kr., men den organiske vækst ventes at blive 1,9 pct. ifølge estimater indsamlet af Carlsberg.

Konkurrenten Heineken har leveret regnskab, og det viste, at nedlukningerne i Vesteuropa påvirkede omsætningen. Derimod var omsætningen i Asien vendt tilbage til en mere normal udvikling, drevet af en stærk udvikling i Vietnam og Kina.

Det fremhæver analytiker i Sydbank Per Fogh.

De samme tendenser venter han for de to regioner i Carlsbergs regnskab.

Nedlukninger påvirker Vesteuropa

Sydbank venter, at den fortsatte nedlukning af barer og restauranter i det meste af Vesteuropa vil resultere i en tilbagegang i volumensalget.

Per Fogh venter, at volumensalget på vigtige markeder som blandt andet Storbritannien, Frankrig og de nordiske lande vil falde som følge af nedlukningerne, og han venter ikke, at et stigende volumensalg i supermarkeder kan opveje nedgangen.

Han venter en volumentilbagegang på 4 pct. i Vesteuropa og en negativ pris/mix effekt på minus 6,8 pct., hvilket primært skyldes det forsat relativt højere salg via supermarkeder kontra barer og restauranter, hvor der er højere marginer.

Analytikerne venter en samlet omsætning i Vesteuropa på 5168 mio. kr. svarende til et rapporteret omsætningsfald på 7,9 pct., når der tages højde for den nye regionsinddeling.

"Jeg vil hæfte mig ved kommentarer omkring den begyndende genåbning af barer og restauranter i Europa, som forventeligt vil være gennemført inden den vigtige sommersæson," vurderer Per Fogh.

Lyse toner fra Asien

Der ventes anderledes lyse toner fra region Asien.

Analytikerne venter her en rapporteret omsætningsvækst på knap 16 pct. 4694 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af Carlsberg.

Det ventes således, at den positive volumenudvikling i Asien vil fortsætte den positive udvikling fra andet halvår 2020, hvor regionen viste en relativ hurtig tilbagevenden til normalen.

"Udviklingen i den kinesiske yuan vil lægge et pres på omsætningen, men pris/mix effekter forventes at opveje den negative effekt," noterer Sydbanks analytiker.

Rusland i god form

Region Østeuropa ventes at rapportere faldende omsætning på 11,6 pct. til 2894 mio. kr.

Per Fogh venter, at Carlsberg fortsætter den stærke udvikling på store det russiske marked, hvor øget kampagneaktivitet har løftet volumensalget.

Han venter dog en negativ effekt på volumensalget fra flere af de centraleuropæiske lande.

"Kampen om markedsandele i Rusland vil dog efter vores vurdering betyde, at pris/mix effekterne i kvartalet vil bidrage negativt med 6,5 pct.," vurderer Per Fogh, der også fremhæver, at valutamodvind fra udviklingen i den russiske rubel vil presse omsætningen væsentligt i kvartalet.

"Nye" regioner fra i år

Regionen Østeuropa, der sidste år dækkede blandt andet Rusland, Ukraine, Usbekistan og Hviderusland ændrer navn og får flere familiemedlemmer fra i år.

Regionen ændrer navn til Central- og Østeuropa, som annonceret sidste år, og tilføjes blandt andet Baltikum, Italien, Grækenland og landene på Balkan samt eksport og licens med salg i blandt andet Afrika og Mellemøsten. De flyttes fra Vesteuropa-regionen.

Det sker for at sikre en bedre regional balance mellem Carlsbergs tre regioner, fremgik det af telekonferencen.

Vesteuropa vil nu får 44 pct. af omsætningen og 36 pct. af driftsoverskuddet, mens de tilsvarende tal for Asien vil være 29 pct. og 36 pct. Central- og Østeuropa vil have 27 pct. af omsætningen og 28 pct. af driftsoverskuddet, hvis 2020-tallene var fordelt på de nu gældende regioner.

Tabel: Analytikernes forventninger til Carlsbergs kvartalsopdatering for første kvartal 2021:

Carlsberg: Alkoholfri bølge vil skylle ind over nye segmenter

Carlsberg-chef forventer Danmark fri af restriktioner til august

Bunden kan løfte vækstforventninger til Carlsberg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter