Sverige forlænger forbud mod at sælge alkohol om aftenen

Nye coronatiltag i Sverige betyder færre passagerer i den kollektive trafik og begrænsning på alkoholsalget.
Begrænsninger på salget af alkohol er ikke populært blandt Sveriges restauratører. Her protesterer ejer og ansatte udenfor en restaurant i Stockholm, da reglerne første gang blev indført for en måned siden. | Foto: Carl-Olof Zimmerman/AP/Ritzau Scanpix
Begrænsninger på salget af alkohol er ikke populært blandt Sveriges restauratører. Her protesterer ejer og ansatte udenfor en restaurant i Stockholm, da reglerne første gang blev indført for en måned siden. | Foto: Carl-Olof Zimmerman/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Der kommer til at flyde mindre øl ud af fadølshanerne i Sverige i de kommende uger.

Regeringen forlænger et forbud mod at servere alkohol efter klokken 20, så det gælder resten af februar. Formålet er at begrænse coronasmitte.

Når foråret så - i hvert fald i kalenderen - kommer den 1. marts, må barer og restauranter servere alkohol frem til klokken 22.

Det er et tiltag, der har mødt en del modstand i restaurationsbranchen.

Men det er et nødvendigt tiltag, for spredningen af coronasmitte ligger fortsat på et højt niveau, skriver socialminister Lena Hallengren i en pressemeddelelse.

"Hvis smittesituationen forværres eller i hvert fald ikke forbedres, kan forordningen om midlertidigt alkoholforbud blive forlænget yderligere," hedder det.

Reglerne gælder indtil videre i de næste to måneder frem til 11. april. Hvis smittetallet skulle falde, kan de dog blive lempet inden da, tilføjer socialministeren.

Frygten for, at de nye varianter af coronavirus breder sig yderligere, har også fået Sveriges regering til at indføre nye tiltag, der skal begrænse antallet af passagerer i den kollektive trafik.

Det betyder, at de selskaber, der står bag især tog- og busdriften, ikke må sælge billetter til mere end halvdelen af pladserne.

Det nye tiltag gælder fra på søndag og til og med maj.

Formålet er at begrænse trængsel i offentlig transport i de kommende vinter- og påskeferier, siger transportminister Tomas Eneroth.

Sverige indførte i begyndelsen af coronapandemien ikke de samme restriktioner og nedlukninger, som man så i resten af Europa. Men i de seneste måneder har regeringen gradvist skærpet restriktionerne.

Sverige har i det seneste års tid registreret 608.400 bekræftede tilfælde af coronasmitte blandt sine omkring 10,3 millioner indbyggere. Til dato er 12.428 af de smittede døde, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Pandemipres får bryggeribundlinje til at styrtdykke

Sverige fik 40 nye bryggerier sidste år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter