England frygter ny hurtigtspredende variant af coronavirus

Corona breder sig hurtigt i det sydlige England. I London lukker pubber og restauranter efter tirsdag aften
Pubber og restauranter skal lukke efter tirsdag aften i London for at mindske spredning af en ny variant af coronavirus. | Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix
Pubber og restauranter skal lukke efter tirsdag aften i London for at mindske spredning af en ny variant af coronavirus. | Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

England har i de seneste dage bekræftet over 1000 tilfælde af en ny variant af coronavirus, der først og fremmest spreder sig i den sydlige del af landet. Det siger sundhedsminister Matt Hancock ifølge nyhedsbureauet Reuters i en tale i det britiske Underhus mandag.

Den nye variant "kan have at gøre med den hurtigere smittespredning i det sydøstlige England", meddeler han ifølge den britiske tv-station BBC.

"De første analyser antyder, at denne variant spreder sig hurtigere end eksisterende varianter," siger ministeren.

Han understreger, at der lige nu ikke er noget, der tyder på, at denne variant er værre eller mere alvorlig end andre varianter.

"Og de seneste faglige udtalelser lyder på, at det er højst usandsynligt, at denne mutation ikke vil reagere på en vaccine," siger Hancock.

Det ligger i et virus' natur, at det hele tiden muterer - ændrer sig - når det spredes. Størstedelen af mutationerne er harmløse.

Hos Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er man opmærksom på den nye variant og er ved at undersøge dens betydning, siger krisechef Mike Ryan.

Han tilføjer, at der indtil videre ikke er noget, der tyder på, at denne variant opfører siger anderledes end de virustyper, WHO i forvejen kender.

"Vi har set mange varianter. Dette virus udvikler og ændrer sig med tiden," siger Mike Ryan.

I Underhuset i London siger Matt Hancock videre mandag, at den britiske hovedstad har nået et så højt niveau af coronasmitte, at byen nu rykker op på det såkaldte niveau 3 i landets coronaberedskab.

Det betyder blandt andet, at pubber og restauranter skal lukke. De må dog godt levere mad ud af huset.

Londons borgmester, Sadiq Khan, har tidligere sagt, at det vil have "katastrofale konsekvenser" for pubber, restaurationsbranchen og visse butikker, hvis byen rykker op på niveau 3.

Det er det strengeste af de tiltag for at bremse coronasmitte, som Storbritannien har indført. Dele af Essex og Hertfordshire rykker også op på dette niveau.

Normalt reviderer de britiske sundhedsmyndigheder deres tretrinssystem hver anden onsdag. Men smitten breder sig så hurtigt nu, at Hancock besluttede at fremrykke det, oplyser et unavngivent medlem af Underhuset, der er blevet briefet om sagen.

Ved briefingen skal Hancock også have oplyst, at antallet af nye smittetilfælde på det seneste er fordoblet i hovedstaden fra uge til uge, skriver BBC.

Hvert eneste område af Storbritannien er blevet inddelt i et af tre niveauer: medium (1), højt (2) eller meget højt (3). Langt størstedelen af befolkningen bor i et område, hvor niveauet for smitteudviklingen er højt eller meget højt.

Under niveau 2 må folk ikke mødes med nogen, som ikke er fra deres egen husstand, indendørs. Udendørs må de mødes med en gruppe på op til seks personer.

Under niveau 3 må folk hverken mødes med nogen, som ikke er fra deres egen husstand, indendørs eller til langt de fleste arrangementer udendørs.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter