Carlsbergfondet og Novo Nordisk giver millionbeløb til produktion af ethanol til håndsprit

Pengene skal gå til etableringen af et konsortium bestående af Staten, Carslberg, Ørsted og Ree Holding, som på en alkoholbase fra Carlsberg-bryggeri skal sikre produktion af ca. 36.000 liter ethanol i døgnet under coronakrisen.
Foto: Amanda Perobelli/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Amanda Perobelli/Reuters/Ritzau Scanpix

Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet uddeler 17,5 mio. kr. til et projekt, der skal øge den danske egenproduktion af ethanol, som bruges til at fremstille desinfiktionsmidler som håndsprit. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Pengene skal gå til at etablere et konsortium mellem Statten, Carlsberg, Ørsted og Ree Holding, som samles i et nyoprettet selskab under Rigspolitiet.

"Vi er glade for, at det er lykkedes at samle nogle af de største virksomheder og fonde i Danmark bag en afgørende og hurtig indsats for at levere desinfektion til de danske sygehuse. Det viser, at vi i Danmark har en række samfundsstøtter, der både kan og vil bidrage, når det gælder," siger Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand i Carlsbergfondet.

Myndighederne vurderer ifølge Novo Nordisk, at det daglige behov for ethanol i Danmark vil stige til ca. 100.000 liter i døgnet, når samfundet gradvist lukkes op. Målet med det nye samarbejde er dagligt at producere 36.000 liter ethanol i døgnet, hvilket svarer til ca. en tredjedel af behovet.

Baseret på fermenteret alkoholbase

Erhvervsminister Simon Kollerup glæder sig over, at det er lykkedes virksomhederne at stable projektet på benene.

"Som erhvervsminister er jeg utrolig stolt af at se, hvordan danske virksomheder står sammen, tager ansvar og hjælper til, hvor der er brug for det. Vi befinder os i en situation, der kræver ekstraordinære tiltag og nye samarbejder på tværs for at løse vores udfordringer. Jeg synes, det her er et rigtig godt eksempel på, hvad den danske ånd er i stand til. Med det får vi nu skabt et produkt, der er helt nødvendigt lige nu," siger han i meddelelsen.

Ambitionen er i første omgang at producere ethanol i en periode på seks uger. Produktionen vil finde sted på Ørsteds tidligere demonstrationsanlæg for produktion af 2. generations bioethanol i Kalundborg. 31. marts blev anlægget solgt til et nyetableret selskab under Ree Holding.

Ørsteds medarbejdere har bidraget til opstart og drift af anlægget, som fremadrettet vil blive drevet og stillet til rådighed af Ree Holding. Produktionen af ethanol bliver baseret på en fermenteret alkoholbase fra Carlsbergs bryggeri i Fredericia.

De deltagende parter i konsortiet vil ikke tjene penge på produktionen af ethanolen, lyder det i pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også