FødevareWatch

Jefferies sænker Carlsberg-kursmål

Jefferies har sænket kursmål på Carlsberg-aktien til 950 kr. fra 1000 kr.

Foto: Thomas Borberg

Jefferies skærer 50 kr. af sit kursmål for Carlsberg-aktien, så det nu lyder på 950 kr. Det er dog fortsat 26 pct. over det nuværende niveau på 753 kr., og anbefalingen er da også fortsat "køb".

"Carlsberg er en af vores favoritselskaber på det nuværende værdiansættelsesniveau. Aktien er godt placeret til at ride Covid-storm af," skriver finanshuset i en analyse.

Mange af de største danske selskaber på den københavnske børs har suspenderet forventningerne på grund af den usikkerhed, som det globale udbrud af coronavirus har medført.

Det er dog ikke tilfældet for Carlsberg - og det er da også stadig muligt for bryggeriet at nå sin forventning om at levere en midtencifret organisk vækst i driftsoverskuddet (EBIT) i 2020, mener analytiker Edward Mundy.

"Hvis Covid er forbi inden peaket i sommersalget, så er en midtencifret organisk EBIT-vækst sandsynligvis stadig mulig baseret på 1) iboende konservatisme i forventningen, 2) stærk historik med omkostningsbesparelser, 3) sæsonbestemmelser (jan til maj er lavsæson)," skriver Jefferies-analytikeren.

Han tilføjer:

"Hvis Covid holder ved gennem sommeren, som vi ser i vores konservative scenarie, ser vi en "downside" til indtjeningen."

Carlsberg-aktien er faldet 24,2 pct. i værdi i år, mens det generelle marked i form af C25-indekset har mistet 11,9 pct. af værdien.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier