Stauning Whisky undersøger mulighed for produktion af sprit til sundhedsvæsenet

Danmarks største destilleri holder mandag møde med myndigheder for at drøfte produktion af alkohol til sundhedsvæsenet.
Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
AF NIELS SANDØE

Danmarks største destilleri, Stauning Whisky, undersøger nu muligheden for at omlægge produktionen fra whisky til alkohol beregnet til produktion af håndsprit.

I forvejen har Danmarks næststørste destilleri samt to mindre af slagsen meldt sig klar til at omlægge produktionen.

Og som et sidste skud på stammen oplyser Ebeltoft Gaardbryggeri over for Finans, at de som ølbryggere har henvendt sig til myndighederne for at få lov til at opstarte en alkoholproduktion.

"Vi er gået i dialog med myndighederne og skal have et møde i dag (mandag red.) for at se, om vi kan indgå i det her på fornuftig vis," siger adm. direktør Lasse Svoldgaard Vesterby, Stauning Whisky.

I forvejen har Danmarks næststørste destilleri, Nyborg Destilleri, samt de langt mindre Sams Island Distillery samt Snaps Bornholm meldt sig med et tilbud om, at de er klar til at omstille produktionen.

"Men vi kommer ikke til at producere håndsprit, men kun alkohol, som kan indgå i produktion af håndsprit. Og vi har flere udfordringer også i den proces. Den ene er, at vi destillerer på kobberkedler, det giver en alkoholprocent i slutningen af 60’erne. For at forhøje den, vil vi kunne køre en ekstra destillation. Men så taber vi en del," forklarer Lasse Svoldgaard.

Dertil kommer et behov for de nødvendige tilladelser, herunder restproduktet, der har et lille indhold af kobber.

"Men det kan godt være, at vi kan være med. Sker det, skal vi undersøge, hvordan vi kan producere flest mulige liter alkohol på vores anlæg," forklarer Lasse Svoldgaard.

Mens Stauning Whisky ikke selv vil gå ind i produktion af håndsprit, ser situationen anderledes ud for to af de tre andre destillerier, som har meldt sig på banen.

Hovedaktionærerne hos Danmarks næststørste destilleri, Nyborg Destilleri, ejer i forvejen virksomheden Natur Produkt i Silkeborg, som igennem en årrække har produceret økologiske håndspritsprodukter. Og Bornholm Snaps har fået tilladelse til at indlede en produktion af økologisk håndsprit. Selskabet oplyser til Fødevarewatch, at en flaske på 450 ml vil komme til at koste 125 kr.

Men det er ikke alene destillerierne, som har mulighed for at producere alkohol. Egentlige ølbryggerier med det rigtige udstyr kan også bidrage.

"Alle vore kunder er restauranter. De er ikke lige i købehumor for tiden. Jeg tror at vi med vores udstyr kan producere mellem 500 og 1000 liter alkohol om dagen. Så hvis jeg får tilladelserne er jeg klar til at gå i gang," siger Peder Zacho Hansen fra Ebeltoft Gårdbryggeri.

Ideen er opstået efter en henvendelse i sidste uge fra Lægemiddelstyrelsen til bryggeriernes brancheforening, Bryggeriforeningen, der blev bedt om at skrive ud til deres medlemmer om, hvorvidt de havde udstyr og kapacitet til at producere alkohol til håndsprit.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter