FødevareWatch

Sodavands-ægtepar høster millioner på salg til Naturfrisk

Et nyt regnskab viser, at sodavandsiværksætterne Jan og Camilla Kruse Hansen har fået millioner for at sælge deres livsværk Macarn til bryggeriet Naturfrisk.

Ægteparret Jan og Camilla Kruse Hansen henter en pæn høst på at sælge deres sodavandsmærke Macarn til bryggeriet Naturfrisk. Foto: PR/Macarn

Ægteparret Jan og Camilla Kruse Hansen scorede en milliongevinst, da de i slutningen af juni besluttede sig for at sælge deres livsværk Macarn til det økologiske bryggeri Naturfrisk fra fynske Ørbæk.

Salget af Macarn-varemærket har indbragt dem 5,6 mio. kr., viser et dugfriskt regnskab fra deres holdingselskab.

De sønderjyske iværksættere har også fået en mindre ejerandel i Naturfrisk, hvor Jan Kruse Hansen desuden er blevet salgs- og marketingdirektør, oplyste han selv i forbindelse med salget.

Parret brugte tre år på at opbygge virksomheden i Skærbæk, og i dag bliver den økologiske sodavand forhandlet i en lang række dagligvarekæder.

"Det har været en vemodig beslutning, for det er et barn, vi har skabt fra et blankt stykke papir. Men vi har endnu mere lyst til at gøre det så stort, som vi mener, at det har potentiale til, og vi kan bedre udleve potentialet hos Naturfrisk," sagde Jan Kruse Hansen i juli om årsagen til frasalget.

Mens Jan Kruse Hansen er blevet en del af Naturfrisk, har Camilla Kruse Hansen overtaget ansvaret for resterne af Macarn, som efterfølgende har skiftet navn til The Green Oak. Virksomheden forhandler bl.a. importeret sodavand fra Frankrig og Italien med mærkerne Effervé og Macario.

Overskuddet efter skat i deres holdingselskab lyder på 5,6 mio. kr. i 2018/19 mod 0,4 mio. kr. i 2017/18. Mangedoblingen skyldes salget til Naturfrisk.

"Årets resultat er påvirket i positiv retning ved salg af varemærkerettigheder," hedder det i ledelsesberetningen.

Gevinsten har dog ikke fået dem til at udbetale et voldsomt udbytte. Ud af gevinsten bliver 5,5 mio. kr. overført og gemt i virksomheden, mens et mere beskedent beløb på 108.000 kr. bliver udbetalt.

Frasalget trådte i kraft i august.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier