Økologisk kamillete tilbagekaldes fra danske butikker

The Whole Company A/S kalder økologisk kamillete tilbage. Produktet er solgt i butikker over hele landet.
Foto: Presse/The Whole Company
Foto: Presse/The Whole Company
AF RITZAU

Den danske virksomhed The Whole Company A/S tilbagekalder økologisk kamillete. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Det sker efter, at man har konstateret et for højt indhold af stoffet pyrrolizidinalkaloider i produktet. Teen er solgt i dagligvarebutikker over hele landet.

Det er særligt produkterne Dansk økologisk kamillete og Grøn Balance økologisk kamillete samt økologisk kamillete mærket med Irma eller Rema 1000's logoer, der kaldes tilbage.

Indtag af te med et højt indhold af pyrrolozidinalkaloider over en periode, kan give anledning til leverskader samt være kræftfremkaldende.

Derfor råder Fødevarestyrelsen forbrugerne til at kassere produktet eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

"Har man drukket en enkelt pakke te, er det ikke sådan, at man skal søge læge. Men der er stadig et så højt indhold, at det ikke skal være på markedet," siger Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen.

Det er endnu ikke helt klart, hvor mange butikker produktet har været solgt til. 

Fødevarestyrelsen mener, at kamilleteen er solgt i Rema 1000, i nogle af Coops butikker, blandt andet Irma, og på Nemlig.com.

Styrelsen forventer også, at det er et produkt, der har været solgt i andre butikker, lyder det fra Nikolas Hove. 

Kilden til forureningen skønnes at stamme fra dele af planten engbrandbæger, som man fandt spor af i en prøve.

Engbrandbæger er en normalt forekommende urt i Danmark, men kan altså være giftig i for store mængder.

Starbucks giver ansatte lov til 20 timers gode gerninger om ugen - med fuld løn

Lidende dansk kaffeselskab vil tilbage på sporet med ny hollandsk ejer

Castus-ejere søger udlandet for ny vækst

Dansk te-entusiast tog drømmen med hjem fra Asien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også