Jakob Ellemann skal grilles om drikkevand

Der er på det seneste fundet rester af forskellige sprøjtemidler i drikkevand. Det bekymrer oppositionen.
AF RITZAU

Vandværker i hele landet skal fremover teste for stoffet dimethylsulfamid, efter at det er fundet i drikkevandsboringer i hovedstadsområdet.

Det oplyste regeringspartiet Venstre for få dage siden efter fund af stoffet, der formentlig er rester af et nu ulovlig svampebekæmpelsesmiddel.

Men oppositionen i Folketinget er ikke tilfreds. Samtlige partier til venstre for regeringen vil have miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i samråd om det forurenede drikkevand.

Ministeren skal blandt andet svare på, hvad han vil gøre for at beskytte danskernes grundvand. Og hvordan han forholder sig til et forslag om at indføre sprøjteforbud omkring drikkevandsboringer.

"Vi har oplevet tre gange inden for et år, at vi har pesticider i grundvandet over grænseværdien. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt," siger Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen.

Han påpeger, at der også er fundet spor af sprøjtemidler, der er tilladt i dag. Det drejer sig om stoffet 1,2,4-triazol. Socialdemokratiet mener, at det bør være forbudt at sprøjte tæt på drikkevandsboringer.

Det samme mener de øvrige partier i rød blok, fremgår det af en fælles pressemeddelelse, de har sendt ud.

Partierne ønsker også en opdateret liste over stoffer, der skal testes for.

"Vores vand er under konstant angreb. Der er akut behov for handling," udtaler De Radikales Ida Auken i pressemeddelelsen.

Alternativets Christian Poll udtaler, at der ikke er styr på området.

"På sigt skal vi helt have stoppet brugen af sprøjtegifte og gjort Danmark helt økologisk," mener han.

Jakob Ellemann-Jensen oplyser i en skriftlig kommentar, at der er gang i et større arbejde for at finde ud af, hvilke stoffer der skal testes for i drikkevandet.

"Det arbejde drøfter jeg sammen med alle andre gode forslag gerne med oppositionen i et samråd," skriver han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også