Jyske Bank løfter Unibrew-kursmål - anbefaling fortsat "sælg"

Jyske Bank løfter kursmålet på Royal Unibrew-aktien dagen efter regnskabet for 2017. Banken holder fast i anbefalingen "sælg".
AF RITZAU FINANS

Jyske Bank hæver kursmålet for Royal Unibrew-aktien til 360 kr. fra 330 kr., men gentager anbefalingen "sælg".

Det fremgår af en analyse fra banken.

"I mangel af blind tillid til, at ledelsen/virksomhedskulturen fortsat kan levere mod alle odds, kan vi ikke anbefale kunderne at købe aktien," skriver Jyske Banks analytiker Frans Høyer i analysen.

Han påpeger, at der trods en helt klart mere positiv omkostningsudvikling i Danmark og Tyskland i fjerde kvartal ikke er grund til at tro, at niveauet holder i 2018.

I stedet peger Unibrew-ledelsen på udfordringer knyttet til det italienske marked. For det første fortsat lav forbrugertillid i Italien, og for det andet kræver integrationen af tilkøbte Crodo meget arbejde.

Endelig skal der også arbejdes på at realisere synergierne fra opkøbet.

"Med en EBIT-margin på 14 pct. og uden besparelser tynger Crodo divisionens EBIT-margin med 60 basispoint," konstaterer Frans Høyer.

Unibrews regnskab for fjerde kvartal, der blev offentliggjort tirsdag aften, viste en stigning i driftsoverskuddet (EBIT) til 208 mio. kr. fra 176 mio. kr. året før, mens bryggeriet for 2018 venter et overskud på på 1090-1190 mio. kr. mod 1069 mio. kr. i 2017.

Unibrew-aktien stiger torsdag middag 0,6 pct. til 391,40 kr., hvilket vil være højeste lukkekurs nogensinde, hvis niveauet holder til lukningen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også