Jyske Bank: Kursmålet løftes med en tyver på Unibrew - gentager "sælg"

Unibrew-aktien kostede 352,50 kr. før regnskabet og steg torsdag, men faldt så endnu mere tilbage fredag.
AF RITZAU FINANS

[Opdateret: 13:05 med kommentarer fra aktieanalytiker Frans Høyer]

Royal Unibrew har fået lagt en tyver oven i kursmålet hos Jyske Bank, der nu sigter efter 330 kr. per aktie mod tidligere 310 kr. Det fremgår af et notat fra banken, der dog betegner værdiansættelsen af aktien som "mildt sagt uattraktiv."

Jyske Banks anbefaling af Royal Unibrew er uændret "sælg", og kursmålet ligger også en bid under markedskursen mandag middag, hvor bryggeriaktien koster 348,70 kr. efter et fald på 0,03 pct. fra fredag.

På plussiden nævner Jyske Bank Unibrews opkøb af Gruppo Camparis sodavandsforretning i Italien i oktober, som har medvirket til, at Unibrew står med en platform på det italienske marked, der minder om Unibrews i Danmark. Sammen med krydssalg af lokale mærker mellem markeder kan det medvirke til vækst, men ikke i en grad som overbeviser Jyske Bank.

"Begge udviklinger er i tidlige stadier, og vi finder det vanskeligt på troværdig vis at opbygge en nettonutidsværdi, som er høj nok til, at man bør eje aktien," skriver analytiker Frans Høyer i notatet.

Jyske Bank konstaterede i et notat i sidste uge, at Unibrews regnskab for tredje kvartal, der blev offentliggjort onsdag, var bedre end ventet, og banken varslede allerede ved den lejlighed, at den regnede med at hæve sine estimater og kursmål med få pct.

"Forbedring i pris/miks og omkostninger drev resultatet i tredje kvartal 2017. Man fik besparelser på at flytte de finske aktiviteter over til Unibrews IT-system."

"Alligevel mener vi, at de to væsentligste drivkræfter bag Unibrews indtjeningsvækst de senere år - fordele fra integrationen af de finske aktiviteter, som man overtog i 2013, og forbrugertrenden fra discount-øl til mærkevarer - er ved at miste kraft," lyder bankens konklusion.

Unibrew-aktien kostede 352,50 kr. før regnskabet og steg torsdag, men faldt så endnu mere tilbage fredag.

Analytiker: Carlsbergs 'lillebror' har succes med specialøl og restauranter

Gevaldige baltiske afgiftsstigninger presser ølsalget hos Royal Unibrew

Royal Unibrew øger indtjening trods faldende salg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også