Henrik Clausen stopper i Foodservice Danmark

Dagrofa har ansat en ny adm. direktør i Foodservice Danmark efter, at Henrik Clausen, direktør gennem 12 år, efter eget ønske har valgt at fratræde sin stilling med udgangen af januar.
Foto: Mik Eskestad/Polfoto
Foto: Mik Eskestad/Polfoto

Dagrofa må fra slutningen af måneden sige farvel til Henrik Clausen, der har været direktør i Foodservice Danmark gennem de seneste 12 år.

Det fremgår af meddelelse fra Dagrofa-koncernen.

I stedet har koncernen hentet Christian J. Storringgaard ind som ny direktør. Han har med base i Zürich senest arbejdet som selvstændig management konsulent for konsulenthuse og kapitalfonde rundt omkring i Europa.

"Efter tolv fantastiske år i Foodservice Danmark ser jeg med stolthed tilbage på de resultater, vi har skabt, og den stærke velkonsoliderede virksomhed, vi har fået opbygget. Det har været et stort privilegium de seneste godt tre år at stå i spidsen for en fantastisk virksomhed med så mange dygtige og engagerede medarbejdere," udtaler afgående Henrik Clausen og tilføjer:

"De kommende års vækstplan for Foodservice Danmark er nu nået til et nyt kapitel, og da jeg samtidig gerne vil prøve kræfter og bruge mine erfaringer i en anden virksomhed, synes jeg, at tiden nu var rigtig til at stoppe."

Den 40-årige sønderjyde har i hele sin karriere arbejdet med foodservice. Først hos Flensted, hvor de tilbød en elevplads kort efter endt ungdomsuddannelse. Siden hos Findus i en kort periode og derefter hos Foodservice Danmark, hvor han i 2013 blev den øverste chef i virksomheden, der består af to hoveddivisioner; Dagrofa S-Engros, som med 30 engrosbutikker er Danmarks største cash & carry grossist, og Catering Engros, som er totalleverandør af fødevarer til professionelle.

Det handler om værdiskabelse

Den nye Foodservice Danmark-direktørs opgave bliver ifølge Dagrofa-chef Per Thau at løfte FoodService Danmark til næste niveau "gennem en styrkelse af de interne og eksterne processer, der sikrer en konsekvent høj værdiskabelse over for kunderne."

"Vi har netop iværksat en ambitiøs plan frem mod 2020, som skal sikre, at FoodService Danmark øger markedsandelen markant. Det kræver en ledelse med stor erfaring inden for både forretningsudvikling, forandringsledelse og salg, og med ansættelsen af Christian har vi fundet den helt rette person til denne opgave," lyder det fra Per Thau.

Ny international profil

Christian J. Storinggaard har ifølge meddelelsen en "international profil med fokus på CRM og effektivisering af salgsprocesser og systemer."

Han har arbejdet som såkaldt Vice President Facility Care EMEA i det amerikanske selskab Ecolab, og som General Manager i Nilfisk-Advance-koncernen samt haft flere internationale positioner i det engelske støvsugerfirma Dyson Limited.

"Jeg har nok fået et af de mest spændende job i dansk fødevarehandel. Foodservice Danmark er et selskab med et stort potentiale og masser af dedikerede og dygtige medarbejdere, så jeg ser frem til komme i gang med implementeringen af den fremadrettede vækstplan, som skal gøre Foodservice Danmark til markedsleder," udtaler Christian J. Storinggaard.

Stor vækst under Clausen

Gennem de seneste år er Foodservice Danmark-forretningen vokset ganske markant under Henrik Clausens lederskab. Tilbage i 2013, da han trådte op på posten som chef, omsatte virksomheden for knap 1,9 mia. kr. og havde et overskud efter skat på 23 mio. kr. Det er siden vokset ganske markant, og i 2015-regnskabet var bundlinjen på massive 101 mio. kr. i 2015, mens omsætningen var steget til omkring 4,2 mia. kr.

"Vi lægger meget vægt på at være den foretrukne fødevarepartner for det professionelle køkken. Det betyder, at vi gerne vil sætte en fødevareagenda i branchen og arbejde på at blive en tættere og mere værdiskabende partner for vores kunder. Vi kigger på, hvordan vi udvikler vores ferskvarekategori, så vores kunder synes, vi er interessante. Det handler rigtig meget om at have det spændende, dybe og brede sortiment på frugt og grønt, kød og ost," sagde Henrik Clausen til FødevareWatch i forbindelse med seneste Foodservice Danmark A/S-regnskab i juli.

På daværende tidspunkt hang der et til salg-skilt over hovedet på Foodservice Danmark-delen af Dagrofa, som var sat til salg efter meldingen om, at Dagrofa i efteråret 2015 ville fokusere forretningen mere på direkte detailhandel i sine kæder Meny, Kiwi, Spar og Min Købmand.

Til salg-skiltet blev fjernet mere eller mindre præcis et år efter udmeldingen, og siden har Dagrofa-koncernen meldt ud, at man blandt andet vil investere tungt i hovedstadsområdet.

Foodservice Danmark: Vi køber, hvis det rigtige øko-selskab er til salg

Foodservice Danmarks direktør rykker ind i madhus-bestyrelse

Foodservice Danmark satser millioner i hovedstaden

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også