Den britiske detailgigant Tesco havde vækst i salget i første kvartal. Men fremgangen var ikke lige så stor, som analytikerne havde håbet.
Det sammenlignelige salg på hjemmemarkedet i Storbritannien voksede i perioden med 0,3 pct. Til sammenligning havde analytikerne ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News ventet en salgsvækst på 0,2 pct. for perioden.
Tescos omsætning i Europa skuffede imidlertid. Her voksede det sammenlignelige salg med 2,8 pct. mod ventet 3,5 pct. Heller ikke salget i Asien levede op til analytikernes forventninger. Her kunne Tesco notere en fremgang på 3,3 pct. mod ventet 3,8 pct.
I forbindelse med regnskabsaflægningen torsdag morgen annoncerede detailkæden samtidig, at den vil frasælge Harris + Hoole til Caffé Nero.
I Storbritannien, der er Europas næststørste ølmarked, har Carlsberg på det seneste haft det svært, siden Tesco tog Carlsberg ud af sit sortiment. Carlsbergs markedsandel er kommet ned under 12 pct. modsat 15 pct. for bare få år siden.
Tesco-aktien er faldet med 31 pct. siden starten af april på bekymring for, at en beslutning om at sænke priserne for at bedre salget vil gå ud over indtjeningen.
I onsdagens handel steg Tesco-aktien med 1,4 pct. til 166,45 pence på børsen i London.
Tesco foretager endnu et frasalg
Tesco sælger tyrkiske supermarkeder og restaurantkæde
Tesco-topchef lander kæmpe bonus