Vagthund efterlyser klare retningslinjer med dom over klimagrise

Forbrugerrådet deler vurdering af, at Danish Crown har vildledt forbrugere, og håber på klare retningslinjer.
Foto: Pr
Foto: Pr
AF RITZAU

Der er brug for, at der bliver trukket en klar streg i sandet for, hvor langt virksomhederne må gå, når de markedsfører grønne tiltag. 

Sådan lyder det onsdag i Vestre Landsret fra seniorjurist Marie Frank-Nielsen fra Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugervagthunden er trådt ind i retssagen mod Danish Crown og støtter synspunktet fra Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen om, at Danish Crown har vildledt forbrugerne.

”Det er en vigtig, principiel retssag, hvor der er meget på spil,” lyder det fra Marie Frank-Nielsen.

Danish Crown afviser vildledning: Vi siger ikke at svinekød er klimavenligt

”Vildledende grøn markedsføring er inden for de seneste år blevet et stort problem,” siger seniorjuristen, der på sjette og sidste retsdag kommer med sine afsluttende bemærkninger i retssal B.

Danish Crown lancerede i 2020 en kampagne med udsagn som ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” og ”Klimakontrolleret”.

Forbrugerrådet Tænk mener ligesom sagsøgerne, at Danish Crown i strid med sandheden har fremstillet svinekød som værende klimavenlig.

”Det er vores vurdering, at udsagnet i praksis vil blive opfattet, som at dansk gris er klimavenlig. Det kan Danish Crown ikke komme uden om ved at indsætte ordene ”end du tror”,” argumenterer seniorjuristen.

Savner dokumentation

Marie Frank-Nielsen påpeger, at Danish Crown ikke kan bevise, at netop deres svinekød er mindre klimabelastende end svinekød fra andre producenter.

Forbrugervagthunden mener også, at Danish Crown med mærkatet ”Klimakontrolleret” giver forbrugerne indtryk af, at produktet er underlagt en kvalitetskontrol, som giver produktet særlige, forbedrede egenskaber.

Det har Danish Crown heller ikke kunnet dokumentere er tilfældet, lyder det fra Marie Frank-Nielsen. Hun forklarer, at såkaldt greenwashing, hvor et produkt fremstilles som værende mere grønt, end det reelt er, er et stigende problem.

Forbrugerombudsmanden modtog sidste år rekordmange anmeldelser om greenwashing. 126 sager blev det til mod bare 16 i 2019, påpeger hun.

Problemet er ifølge juristen, at mange forbrugere bliver resistente og mister tilliden til den måde, virksomheder markedsfører sig på. 

Hun håber, at der med sagen kan blive skabt klarhed over, hvor langt virksomhederne må gå, når det gælder kommunikation om grønne tiltag. 

”Det gavner ikke forbrugerne, at det er umuligt at blive klog på, hvad der er rigtigt og forkert. Forbrugerne skal vejledes, ikke vildledes.”

Mens Forbrugerrådet Tænk støtter sagsøgerne, støtter Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri Danish Crown.

Landsretten har endnu ikke meldt ud, hvornår der forventes en afgørelse. Men det bliver formentlig først i begyndelsen af 2024.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter