Coop: Store leverandører fortsætter med at hæve priserne
Store fødevareleverandører bliver ifølge Coop med at sende prisstigninger videre til dagligvarekæderne og forbrugerne, fortæller kommerciel direktør i dagligvarekoncernen Jeff Salter, der over for Dagligvarehandlen varsler skærpede krav til prisfald.
”Vi har gennem det seneste år brugt ekstraordinært mange ressourcer på at regne prisstigninger efter - altså om de var begrundet i reelle, dokumenterbare omkostningsstigninger. Det gør vi fortsat. Og nu skærper vi vores krav til, at priserne skal ned og klar til at gå meget langt over for dem, der ikke er lydhøre og rimelige. Med faldende omkostninger til energi, transport og emballage er det nødvendigt, at det afspejles i lavere indkøbspriser for os,” siger Jeff Salter til mediet.
Dermed gentager han det budskab, som topchef i Coop, Kræn Østergaard NIelsen kom med i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2022.
Her pegede topchefen på at især kontrakter med leverandører giver vanskeligheder:
”Vores leverandører ser lidt forskelligt på det. Nogle af dem mener, at de ikke har fået alle deres prisstigninger igennem fra de tidligere bølger, men det er vi ikke helt enige i, så der har vi jo modsatrettede interesser. Vi har dog den fælles interesse, at forbrugerne skal komme i godt humør igen,” lød det fra Kræn Østergaard Nielsen.
Relaterede artikler:
Arla varsler nyt stort fald i mælkeprisen
For abonnenter