Salling Group skal have ny topchef

Per Bank overdrager til efteråret posten som adm. direktør for detailkoncernen til finansdirektør.
Per Bank har siddet som topchef for Salling Group siden 2012. | Foto: Salling Group/pr
Per Bank har siddet som topchef for Salling Group siden 2012. | Foto: Salling Group/pr

Salling Group skal til efteråret sige farvel til topchef Per Bank, der overdrager posten som topchef til detailkoncernens nuværende finansdirektør, 46-årige Anders Hagh. 

Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse. 

Udskiftningen sker, da den 55-årige Per Bank har fået nyt job som adm. direktør for den canadiske detailvirksomhed Loblaw, der driver supermarkeder og apoteker, oplyser bestyrelsen i Salling Group. I meddelelsen takker formand Bjørn Gulden for Per Banks indsat og beskriver timingen for en udskiftning på toppen som helt naturlig. 

”Jeg vil gerne takke Per for hans store indsats. Sammen med Anders og resten af ledelsen har han med stor succes styret Salling Group gennem omskiftelige og udfordrende tider, og virksomheden fremstår i dag mere solid end nogensinde. På vegne af bestyrelsen ønsker jeg Per al mulig medgang i hans nye rolle. Efter 11 år som CEO hos Salling Group er det tilfredsstillende at se ham blive udvalgt af en stor international virksomhed,” siger formanden og fortsætter: 

”Samtidig er jeg meget stolt over, at vi i Anders har fundet hans efterfølger. Anders har som CFO siden 2015 arbejdet tæt sammen med Per og dygtigt ledet vores koncern. De to vil fortsætte samarbejdet og sikre en glidende overgang. Jeg byder Anders velkommen i hans nye rolle og sender en stor tak til Per for den fremgangsrige tid, vi har tilbragt sammen, siger Bjørn Gulden videre. 

Den afgående topchef siger selv om skiftet:

”Det har været et privilegium at stå i spidsen for den transformation, vi har gennemført i Salling Group siden 2012. Vi er lykkedes med i fællesskab at udvikle en kundeorienteret, international retailer, der gør en reel forskel i vores kunders hverdag, og som går nye veje for at bidrage til verden omkring os.”

Han sender videre en tak til Salling Group-koncernen:

”Jeg vil gerne takke vores ejere og bestyrelse, koncernens team af passionerede ledere samt ikke mindst hver og en af mine 61.000 kolleger for eksemplarisk samarbejde gennem mere end et årti. Efter en solid start på 2023 fortsætter vi sammen den kommende tid uden at lette foden fra speederen,” udtaler han i meddelelsen.

Per Bank kom til Salling Group i 2012 efter at have besiddet posten som adm. direktør for Tesco i Ungarn og jobbet som kommerciel direktør for samme dagligvarekæde i Storbritannien. 

Anders Hagh har de seneste otte år været finansdirektør for Salling Group-koncernen, som han til efteråret skal være topchef for. | Foto: Salling Group Pr
Anders Hagh har de seneste otte år været finansdirektør for Salling Group-koncernen, som han til efteråret skal være topchef for. | Foto: Salling Group Pr

Erfaren Salling-profil overtager

Den kommende topchef Anders Hagh er ikke et nyt ansigt i Salling Group, hvor han i otte år har haft titel af at være koncernens finansdirektør. 

Forud for ankomsten til Salling Group var den kommende Salling Group-topchef finansdirektør i konfektureproducenten Toms Gruppen, ligesom han også har erfaring fra A.P. Møller-Mærsk. 

I pressemeddelelsen skriver Salling Group, at Anders Hagh som en del af ledelsen har været medvirkende til, at detailkoncernen er ”forblevet finansielt særdeles robust stillet med et stærkt cash-flow og indtjening.” 

Samtidig har han spillet en central rolle i det, der af Salling Group beskrives som et af koncernen vigtigste initiativer de seneste år, herunder tilbagekøbet af Salling Group i 2017, opkøbet af Tesco Polen i 2021 og erhvervelsen af discountkæden Kiwis danske lejemål.

”Jeg har sat overordentligt stor pris på samarbejdet med Per gennem otte begivenhedsrige år og ser frem til at fortsætte det gode arbejde sammen med Salling Groups øvrige ledelsesteam. Jeg er samtidig meget taknemmelig for den tillid, bestyrelsen viser mig,” udtaler den kommende topchef i forbindelse med offentliggørelsen. 

Han siger videre: 

”Retail handler om mennesker, og jeg glæder mig derfor til sammen med alle mine 61.000 dygtige og dedikerede kolleger at fortsætte den stærke positionering af Salling Group, som Per har leveret.”

Anders Hagh overtager posten i det tidligere efterår. Indtil da fortsætter Per Bank som adm. direktør. 

Salling Group, der har kæder som Føtex, Bilka og Netto under sig, har endnu ikke præsenteret regnskab for 2022, men koncernen omsatte i 2021 for 66,2 mia. kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter