Fra slutningen af 2019 til maj 2022 er antallet af nyoprettede enkeltmandsvirksomheder, der arbejder med udbringning, mangedoblet. Det fremgår af en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd.
Mens der før coronapandemien i slutningen af 2019 blev oprettet omkring 25 månedligt var tallet cirka 140 i foråret 2022. Flest blev der oprettet i maj 2021, hvor der blev registreret 185 nye soloselvstændige kurerfirmaer.
Det samlede antal aktive solofirmaer inden for levering er samtidig tredoblet fra 1302 i okotober 2019 til 3213 i maj 2022. Firmaerne er ofte beskæftigede med mad- og vareudbringning for platforme som Wolt, der oplevede en markant øget vækst og efterspørgsel under coronapandemien.
Ud over Wolt kæmper spillere som Door Hub og Delivery Hero om pladsen på det danske last mile-leveringsmarked..
(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie DetailWatch.)