Kunderne mangler stadig i de tyske grænsebutikker

Selvom hverdagen er vendt tilbage på det danske dagligvaremarked, er det samme mønster ikke gældende syd for grænsen. Her består salget primært af de traditionelle grænsevarer som øl og vand.
Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix
Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix

Det går fortsat trægt med at lokke de danske kunder over den tyske grænse for at købe billigt ind. Sådan lyder det fra de danske aktører med detailhandel i Slesvig-Holsten-området.

Selvom det efterhånden er ved at være fire måneder siden, at danskerne kunne besøge butikkerne uden at gå i isolation bagefter, er omsætningen stadig ikke tilbage på normalniveau.

"Grænserne har været lukket ned over flere omgange, og kundetrafikken er stadig væsentligt under normalstandarden. Salget har ændret sig, og omsætningen er i stedet flyttet ind i de danske butikker," siger Thomas Nielsen, der er kædedirektør for Fakta, der har tre nordtyske butikker, og fortsætter:

"Det hænger til dels sammen med nedlukningerne, men også at der har været flere restriktioner syd for grænsen end i Danmark. Striksere regler har holdt folk væk, selvom grænsen har været åben."

Også i Fleggaard-koncernen, der med 16 forretninger - otte Fleggaard og otte Calle-forretninger - er den største danske aktør i Nordtyskland, er der stadig et stykke vej op til normalniveauet i antal besøg.

"Salget henover sommeren har ligget lidt under 2019-niveau, hvilket vi primært tolker som ændringer i folks rejsemønster. Vi har ikke set det samme antal kunder på vej til og fra ferie, som vi plejer," skriver Lars Mose Iversen, der er adm. direktør i koncernen, i et skriftligt svar.

Den danske regering frarådede al grænsehandel fra november sidste år til maj i år, hvor de første vaccinerede danskere kunne krydse grænsen. Midt i maj blev reglerne ændret, og det var fra da af muligt at besøge butikkerne uden en negativ coronatest.

Hardcore grænsehandel

Ifølge de to direktører, er det ikke kun antallet af kunder, der har ændret sig, men også hvilke kategorier, der bliver indkøbt. 

De fortæller, at kunderne primært går efter de traditionelle grænsevarer som øl og vand.

"Salgsmikset er blevet anderledes: inden corona blev der købt en del fødevarer og rengøringsartikler ind, men efter åbningen er det hardcore grænsehandel altså øl, sodavand og konfekture," siger Thomas Nielsen og fortsætter:

"De varer har en lavere margin end nogen af de traditionelle varer, særligt fordi de er mere konkurrenceudsatte. Til gengæld køber kunderne meget mere, og vores gæt er, at folks lagre med grænsevarer er blevet tømt under nedlukningerne, og nu skal de fyldes op igen."

Kør selv-ferierne har potentiale

I Fleggaard er forventningen, at salget kommer til at normalisere sig inden for de næste måneder.

"Vi tror på en gradvis normalisering, men i hvilket tempo, det kommer til at ske, er svært at spå om," skriver Lars Mose Iversen, der har sat gang i en ny kommunikationsplatform for at tiltrække kunderne:

"Vi gør til enhver tid alt, hvad vi kan for at fremstå attraktive og konkurrencedygtige over for vores kunder, så det fortsætter vi med. kommunikationsplatformen bliver synlig både på TV, og på de forskellige sociale medier. Det er en kampagne der er planlagt før corona, så det er mere en fortsættelse af vores løbende markedsføringsindsats end det er et produkt af coronasituationen."

I Fakta håber Thomas Nielsen, at efterårs-, jule- og vinterferien kommer til at sætte skub i salget.

"Vi prøver at forudse det næste halve – og hele år ud i fremtiden og lurer bl.a. på om kør selv-ferierne og dertilhørende trafik over grænsen er på vej tilbage. Det er svært at styre forretningen dernede, men til gengæld har vi set et opløft i de sønderjyske butikker, hvor der er godt gang i den," siger han.

Grænseåbning skærer halvdelen af salget hos lokale købmænd

Salget af Gammel Dansk og Aalborg Akvavit faldt i 2020

Norge sænker beskatning på læskedrikke med over en halv milliard 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Photo: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter