Coop-ansatte: Teamledere overvåger os på toilettet

Vi nærmer os Amazon-lignende tilstande, lyder det fra en gruppe lagerarbejdere, der har sendt et nødråb til Coops bestyrelse.
Foto: Torben Stroyer
Foto: Torben Stroyer
AF FAGBLADET 3F FORMIDLET AF RITZAU

Et arbejdsmiljø hvor folk bliver jagtet og føler sig overvåget.

Sådan beskriver flere ansatte dagligdagen på Coops lager i Hasselager ved Aarhus over for Fagbladet 3F. En gruppe anonyme Coop-ansatte har derfor sendt et brev til koncernens ledelse med et opråb om forholdene.

I brevet opfordrer de ansatte til handling og henviser til en undersøgelse med svar fra 270 ansatte, der viser, at otte ud af ti på lageret føler sig overvågede og stressede.

"Folk føler sig truede og pressede. Selv når man går på toilet, sker det ofte, at teamledere går ind på toiletgangen og fløjter uden for båsene for at vise, at de holder øje med os, og at vi skal rubbe neglene. Ellers falder der advarsler."

Det fortæller Coop-arbejderen Ole, der er en af de anonyme lagerarbejdere, der nu henvender sig direkte til Coops bestyrelse.

Oles rigtige identitet er kendt af Fagbladet 3F.

Han sammenligner forholdene med det amerikanske selskab Amazon, der er berygtet for at overvåge og presse sine ansatte og kalder lederne for ”onde og nedladende”, når de taler til folk.

"Der er et pres, der gør, at mange vælger at gå på arbejde, selvom de er syge og heller ikke tør sige nej til overarbejde," siger lagerarbejderen Lars, der ligeledes er anonym.

Det bekræfter 36-årige Thorbjørn Vejrup, der arbejdede på lageret i Hasselager indtil slutningen af maj i år:

"Folk er bange for at få for meget sygefravær, så mange vælger i stedet at betale selv. Jeg er selv blevet spurgt tre gange ved en sygemelding: Vil du have det som afspadsering eller fri uden løn?" siger Thorbjørn Vejrup, der ikke selv er en del af den gruppe, der har sendt brevet til Coops ledelse.

Overvågning af arbejdet kan føre til advarsler og fyring.

"På lageret overvåger ledelsen, hvor mange enheder, de enkelte ansatte pakker og plukker. Hvis de ansatte ligger under et fastsat mål, får de en advarsel og bliver sat under overvågning med truslen om fyring," forklarer Lars.

En samtale på kontoret kan blive fulgt op af først en mundtlig og siden en skriftlig advarsel.

"Lederne straffer folk og udstiller dem, der har svært ved at følge med," siger Thorbjørn Vejrup.

Han mener, at det er næsten umuligt at komme i dialog om forholdene:

"De, der har åbnet munden, har enten fået en fyreseddel eller en kraftig advarsel. Det er kæft, trit og retning."

Fagbladet 3F kunne i maj fortælle, hvordan en række tillidsfolk har mistet deres arbejde på lageret i Hasselager de seneste år.

"Lederne tolerer ikke den mindste kritik. Et grin på det forkerte tidspunkt eller en forkert grimasse er nok til, at der kommer trusler. ”Er du ikke tilfreds, kan du fise af,” lyder beskeden fra lederne," siger Lars, der også er anonym, fordi han frygter for sin fremtid på lageret.

Coops ledelse har ikke ønsket at kommentere lagerarbejdernes kritik over for Fagbladet 3F.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Fagbladet 3F).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Coop frasælger en række butikker og rydder op i organisationen med en bl.a. fyringer af administrative medarbejdere. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix.

Coop sælger 35 og lukker 19 butikker

For abonnenter