
Jens Romundstad, der tidligere har lavet reality-tv under navnet Biker Jens, bliver ny HR-direktør i Coop med ansvar for alle butikkerne og hovedkvarteret.
Det skriver Ekstra Bladet.
"Jeg synes, at det er enormt spændende at få mulighed for at få HR-ansvar for alle Coops kæder. Jeg har fået en mulighed for at arbejde videre med den menneskelige side af detailsalg," siger Jens Romundstad til avisen.
Han har indtil nu været salgsdirektør i Fakta og bliver fremover en del af topledelsen i Coop.
Det fremgår ikke af artiklen, hvad den hidtidige HR-direktør Claus Ljungdahl nu skal beskæftige sig med.