EU vil forbyde engangsservice og sugerør i plastik

70 procent af affald i havet udgøres af engangsplastik og fiskeredskaber. Det vil EU-indsats rette op på.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen.
AF RITZAU

Engangsbestik, tallerkener og sugerør i plastik skal forbydes i hele EU for at mindske mængden af affald i havet og naturen.

Det foreslår EU-Kommissionen mandag i et udspil til nye EU-regler.

Udspillet er et led i en omfattende EU-strategi mod de ti engangsprodukter i plastik, der oftest ender i havet og på Europas strande.

EU-Kommissionens næstformand med ansvar for vækst, Jyrki Katainen, siger, at plastik, der kun bruges én gang, hverken økonomisk eller miljømæssigt er et klogt valg.

"Plast kan være fantastisk. Men vi er nødt til at bruge det mere ansvarligt," siger Katainen.

70 procent af alt affald i havet udgøres af engangsplastik og tabte og efterladte fiskeredskaber. Og det skal den nye EU-indsats rette op på.

"De nye regler står i et rimeligt forhold til målet og er tilpasset for at opnå de bedste resultater," skriver EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.

EU's forbud skal ifølge forslaget også gælde vatpinde, rørepinde og ballonpinde i plastik.

Samtidig lægges der op til, at engangsdrikkebeholdere i plastik kun skal være tilladt, hvis deres kapsler og låg hænger fast i flasken.

EU-Kommissionens første næstformand, Frans Timmermans, siger, at forbuddet vil ramme produkter, som kan købes i andre materialer end plastik til rimelige priser.

"Disse produkter vil ikke forsvinde. De vil bare være lavet af et andet materiale," siger Timmermans.

"Du kan stadig tage på picnic, nyde din drink og rense dine ører ligesom nu. Men du får den ekstra bonus, at du kan gøre det med ren samvittighed, når det gælder påvirkningen af miljøet," siger han.

Coop søsætter stor plastik- og emballageplan

Supermarkeder sender plastikvatpinde på porten

Supermarkeder dyster om at fjerne plastik

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også