Figner fjernet fra hylderne på grund af frygt for kræft

Butikker fjerner tyrkiske figner fra hylderne efter fund af en svampegift, der kan være kræftfremkaldende.
Arkivfoto. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Arkivfoto. | Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Detailkæderne Coop, Reitan, Dagrofa, De Samvirkende Købmænd og Dansk Supermarked har de senere dage fjernet tørrede tyrkiske figner fra deres hylder. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Stikprøver foretaget ved grænsen af Fødevarestyrelsen har vist et for højt indhold af svampegiften aflatoksin. Prøverne er fra tørrede figner fra 2017.

Aflatoksin kan være kræftfremkaldende, hvis man over længere tid får for meget af det. Det er ikke akut sundhedsskadeligt.

Fødevarestyrelsen kan ikke afvise, at der kan være forbrugere, der har købt tørrede figner fra Tyrkiet, der indeholder svampegiften.

Styrelsen skriver, at hvis man vil minimere sit indtag af aflatoksin, skal man undgå blandt andet tørrede figner, som ikke har været opbevaret tørt og køligt eller som afviger fra normalt udseende.

Danske importører er blevet kontaktet og holder deres tyrkiske tørrede figner på lagerne.

Særlig grundig kontrol

Aflatoksin er et svampegiftstof, som dannes under tropiske og subtropiske forhold af skimmelsvampene Aspergillus.

Dannelse af aflatoksiner sker som følge af angreb af skimmelsvampene både før og efter høst.

Figner fra Tyrkiet bliver kontrolleret i hjemlandet, inden de sendes til EU.

EU har besluttet, at tørrede figner fra Tyrkiet skal kontrolleres særlig grundigt. Derfor tager blandt andet Fødevarestyrelsen kemiske analyser af omkring ti procent af de tørrede figner fra Tyrkiet, der kommer til Danmark.

De tørrede figner kan komme ud i detailhandlen igen, hvis analyser hos importører og butikkerne viser, at de ikke indeholder svampegift over grænseværdien.

Aflatoksin dannes normalt i tropiske og subtropiske egne. Det findes derfor ikke i danske råvarer.

 

/ritzau/

Laks og buglapper fra pighaj tilbagekaldt efter listeriafund 

Mistanke om salmonella i snackpølse fra Spanien 

Test afslører store mængder visne blade fra træer i oregano

Slagter tilbagekalder rullepølse efter listeriafund 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også