FødevareWatch

Mette F. ser vinter uden coronanedlukninger

Der er ingen garantier for, at vi kan undgå nedlukninger, siger statsministeren, som dog vil arbejde for det. 2,5 million danskere vil blive tilbudt nyt stik.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), statsminister Mette Frederiksen (S) og direktør Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen præsenterede efterårets coronastrategi på et pressemøde onsdag formiddag. | Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen og myndighederne ser ikke, at der kommer en vinter med coronanedlukninger, som vi har set tidligere.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde i Statsministeriet.

”Vi både håber og arbejder på, at vi ikke skal igennem nedlukninger, og det gælder i alle dele af vores samfund,” siger hun.

Hun understreger dog, at der ingen garantier er.

Mette Frederiksen siger, at forventningen er, at man kan undgå nedlukninger, fordi der under coronaepidemien har været stor tilslutning blandt danske borgere til at blive vaccineret mod coronavirus.

Vacciner er ifølge regeringen og myndighederne et vigtigt værktøj for at undgå nye nedlukninger.

Om det betyder, at der kan komme restriktioner såsom mundbind, siger Mette Frederiksen ikke noget om.

Tre mulige scenarier

Sundhedsmyndighederne arbejder ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) med tre forskellige scenarier.

Første scenarie er en smittebølge med undervariant af omikron, som den vi ser lige nu med BA.5. Den forventes ikke at påvirke sundhedsvæsenet mere, end tilfældet var denne vinter.

Andet scenarie er en ny variant, der minder om deltavarianten, som påvirker lungerne i højere grad. Her er det særligt vigtigt at beskytte ældre og sårbare, siger Magnus Heunicke.

Tredje scenarie er, at der kan opstå en helt ny variant, der kan undvige immuniteten i befolkning.

Ifølge Magnus Heunicke er det uvist, hvilket af de tre scenarier Danmark ser ind i de kommende måneder.

Scenarierne er dybt forskellige, men alt er med i strategien. Formålet er, at vi skal handle hurtigt og effektivt, så vi undgår nedlukninger og restriktioner, siger sundhedsministeren.

Satser på PCR

Det er ikke en del af planen for de kommende måneders coronastrategi at sætte telte op til lyntest.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemødet.

I stedet vil sundhedsmyndigheder hurtigt kunne opskalere antallet af daglige PCR-test, hvis smitten stiger yderligere.

”Vi vil hurtigt kunne skalere op og udføre 200.000 daglige PCR-test, hvis det bliver nødvendigt,” siger Magnus Heunicke.

Ifølge sundhedsministeren er test stadig en vigtig del af coronastrategien, da det giver mulighed for hurtig behandling af særligt ældre og udsatte.

Derudover har Danmark en ugentlig kapacitet til at segmentere 4000 PCR- test, hvor sundhedsmyndighederne har mulighed for at opdage eventuelle nye undervarianter af coronavirus.

Flere nålestik

Som led i strategien vil op mod 2,5 millioner danske borgere, der bor på plejehjem eller er over 50 år, i efteråret blive tilbudt vaccination mod coronavirus.

Der er særligt fokus på efteråret og vinteren, hvor smitten forventes at stige. Ifølge Mette Frederiksen vil plejehjemsbeboere og andre sårbare blive tilbudt vaccinationen fra 15. september.

Borgere over 50 år vil blive tilbudt vaccination fra 1. oktober.

Tilbuddet om vaccination mod corona kommer ifølge Mette Frederiksen, fordi vaccinerne skal være et værktøj til at undgå at dele af samfundet må lukke igen. Det er ellers set tidligere i år under coronaepidemien.

Hun siger, at det er vaccinerne, vi kan takke for, at der ikke kom yderligere tiltag og nedlukninger sidste vinter.

Mere fra FødevareWatch

Maltdirektør efter værste år i årtier: "Det er meget ubehageligt"

Udfordringerne har aldrig været større i Sophus Fuglsang Export-Maltfabriks over hundredårige lange virke, som i det seneste år. Det nye regnskab viser største dyk på bundlinjen i topchefens hukommelse. Virksomheden er dog godt polstret, forsikrer han, men han frygter den usikkerhed, som energikrisen lige nu medfører.

Miljøminister klar til stramme krav til klimadokumentation

Mens EU er på vej med krav om satellit- og GPS-dokumentation på en række fødevarer, der skal mindske afskovning, er regeringen nu allerede klar til at gå endnu længere. Om få år kan man forhåbentlig også knytte krav til påvirkning af andre økosystemer, siger Lea Wermelin (S) til FødevareWatch.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier